Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie indvier Odenses nye mødested for studerende
Mandag den 2. september indvies det nye studenterhus i Odense. Prinsesse Marie klipper snoren til studenterhuset over sammen med borgmester Anker Boye.
Ved samme lejlighed vil såvel borgmesteren som rektor for Syddansk Universitet, Jens Oddershede, byde de studerende velkommen sammen med formanden for Foreningen Studenterhus Odense, Ida Tanita Sørensen.
Det ny mødested tæt ved Brandts og Kulturmaskinen i det indre Odense vil indeholde Studievalg Fyn og biblioteksfunktion til de studerende.
Plads til sjov og fordybelse
- Det er meget vigtigt for studiemiljøet i Odense, at vi nu får et centralt mødested. Udover at studerende kan få hjælp og være sociale med hinanden, giver det nye studenterhus også studerende læsepladser og mulighed for at fordybe sig. Man kan enten sætte sig alene for at læse eller mødes med sin studiegruppe, fortæller Peter Lykkegaard Hansen.
Han er studenterformand for Syddanske Studerende på SDU, der sammen med studerende fra de øvrige uddannelsessteder har været med i arbejdet omkring det nye studenterhus.
Café i stuen
I hele stueetagen vil Foreningen Studenterhus Odense, der består af studerende, drive en cafe og give plads til kulturelle og faglige oplevelser som koncerter, foredrag og erhvervsrettede arrangementer.
- Studenterhusets café bliver de studerendes nye mødested i Odenses centrum, hvor der vil være særlige gode priser for studerende. Caféen vil være udgangspunkt for mange forskellige aktiviteter, så alle studerende i Odense har lyst til at bruge huset, fortæller formand for foreningen Ida Tanita Sørensen.
Foreningen har indgået en aftale med uddannelsesstederne om drift af café og arrangementer i huset.
Studenterhus skal styrke Odense
Rektor Jens Oddershede fra Syddansk Universitet understreger, at det nye hus vil gavne Odenses udvikling:
- Visionen for Studenterhuset er at skabe et samlingspunkt for alle studerende på de videregående uddannelser i Odense og binde dem sammen med byen, for derved styrke Odense som en attraktiv studieby. Derfor har huset en unik placering midt i byen ved siden af Kulturmaskinen og Brandts, siger han.
Studenterhuset er blevet til i samarbejde mellem University College Lillebælt, Erhvervsakademiet Lillebælt, Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole, Syddansk Universitet, Odense Kommune og Foreningen Studenterhus Odense, plus en række fonde og sponsorer.
Læs mere om de studerende og Studenterhuset i Odense
Bygningen, som nu skal huse studenterhuset, var tidligere musikbibliotek - se foto.
22.07.2013
Tilbage til nyhedsoversigten