Professor fra SDU bliver leder, og akademiet får sekretariat på Odense Universitetshospital
Danmark får til september et stort landsdækkende diabetes-akademi med omkring 300 forskere tilknyttet. Akademiet støttes med godt 200 millioner kroner fra Novo Nordisk Fonden, og lederen bliver Henning Beck-Nielsen, der er professor ved Syddansk Universitet og overlæge ved Odense Universitetshospital.
Målsætningen med det nye akademi er at øge kvaliteten af dansk diabetesforskning. Det skal ske ved at opbygge et forsknings- og uddannelsesmiljø i verdensklasse med de bedste forskere fra ind- og udland.
Novo Nordisk Fondens donation vil således over de næste fem år bidrage til at finansiere omkring 150 nye forskerstillinger i form af 90 ph.d.-stillinger, 50 postdoc-stipendier, to professorater samt yderligere et antal korterevarende gæsteforskerstillinger til fremragende udenlandske forskere. I alt vil flere end 300 forskere blive medlemmer af akademiet.
Diabetes vokser hurtigt
På verdensplan lider 366 millioner af diabetes, der kan forårsage invaliderende skader på bl.a. øjne, nyrer, hjerte og hjerne. I Danmark er 290.000 mennesker diagnosticeret med lidelsen, og cirka en kvart million vurderes at have sygdommen uden at vide det. Desuden eksploderer antallet af nye tilfælde af børn og unge med diabetes type 1 i Danmark.
- Diabetes er en stor trussel mod vores sundhed. Det Danske Diabetes Akademi giver mulighed for at finde nye løsninger, og vores ambitiøse mål er, at diabetespatienter opnår normal livskvalitet og normal livslængde, siger professor Henning Beck-Nielsen, der er én af Danmarks mest erfarne diabetesforskere.
Akademi får sekretariat i Odense
Det Danske Diabetes Akademi opbygges med et sekretariat ved Odense Universitetshospital, der bliver vært for akademiet, men de tilknyttede forskere vil være ansat ved bl.a. universiteter og hospitaler landet over. En af sekretariatets vigtigste opgaver bliver – bl.a. via kurser og konferencer – at skabe en platform for et samarbejde imellem forskerne.
- Jeg glæder mig over den markante bevilling fra Novo Nordisk Fonden. Med professor Henning Beck-Nielsen, Odense Universitetshospital, i spidsen er det lykkedes at samle alle betydelige danske diabetesmiljøer i en national satsning. Det er rigtig godt nyt for de mange nuværende og kommende diabetespatienter, fastslår Ole Skøtt, der er dekan ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet.
Samlet budget på 375 millioner
Udover Novo Nordisk Fonden bidrager de danske universiteter og universitetshospitaler samt den internationale JDRF-fond også til finansieringen. Samlet har akademiet et budget på 375 millioner kroner over fem år, men beløbet forventes at blive suppleret med yderligere finansiering fra andre kilder. Læs mere om det ny diabetes-akademi
17.08.2012
Tilbage til nyhedsoversigten