Det er overraskende billigt og effektivt at screene for udposning på legemspulsåren. Det viser nye tal, som SDU-forsker står bag
Hvis Danmark vælger at screene alle 65-årige mænd for udposning på legemspulsåren, vil vi kunne redde over halvdelen af dem, der nu dør.
Og det vil koste sundhedsvæsenet 5100 kroner per kvalitetsjusteret leveår. Det er tal, som andre screeningsprogrammer ikke kan matche.
Sådan lyder det opsigtsvækkende regnestykke, som i dag bliver offentliggjort i det internationale tidsskrift, British Medical Journal.
Det er Rikke Søgaard (foto), sundhedsøkonom på Syddansk Universitet, der står bag tallene. Og ifølge hende vil det være særdeles omkostningseffektivt at indføre screeningen.
Giver flere leveår end andre screeningsprogrammer
- Den giver flere leveår per investeret krone end andre screeningsprogrammer som eksempelvis screening for kræft i livmoderen, brystet eller i tarmene, siger Rikke Søgaard.
Hun er den første, som har lavet en præcis model, der bygger på danske tal, og som beregner konsekvenserne ved at screene for udposning på legemspulsåren.
Modellen sammenholder de vundne leveår med de omkostninger, som screeningen vil medføre. Og resultaterne viser eksempelvis, at man kan redde et leveår for en tiendedel at de tilsvarende omkostninger i det screeningsprogram for tarmkræft, der sættes i gang i 2014.
Eller som Rikke Søgaard selv udtrykker det:
- For hver årgang af 65-årige mænd, der screenes, kan vi vinde godt 3800 kvalitetsjusterede leveår. Og det er for en omkostning på under 20 millioner kroner. Det svarer til omkring 5100 kroner per kvalitetsjusteret leveår, påpeger Rikke Søgaard.
Over 23.000 mænd scannet
Rikke Søgaards beregninger baserer sig blandt andet på de to hidtil mest omfattende forsøg med screeninger af ældre mænd herhjemme.
De er begge udført af overlæge og professor Jes Lindholt fra Regionshospitalet Viborg. I alt deltog omkring 50.000 mænd i undersøgelserne, hvoraf halvdelen fik ultralydsscanninger, mens de resterende fungerede som kontrolgruppe.
Fakta om udposning på legemspulsåren
- Legemspulsåren er en stor pulsåre, der løber fra hjertet og ned igennem maven. Med tiden kan der opstå en udposning på åren, og det kaldes aortaaneurisme.
- Vokser udposningen, kan den til sidst briste, og personen vil dø af blodtab, hvis ikke vedkommende opereres akut. Over halvdelen af patienter med bristede udposninger når aldrig på operationsbordet.
- Aortaaneurisme kan allerede forekomme i 40-års alderen, men det er mænd fra 65 år og opefter, som er mest udsatte, og som tegner sig for langt de fleste dødsfald.
- To-tre procent af alle dødsfald blandt mænd fra 65 år og opefter skyldes således aortaaneurisme.
- Personer med forhøjet blodtryk eller kredsløbsforstyrrelser samt nuværende eller tidligere rygere har større risiko for at få lidelsen.
06.07.2012
Tilbage til nyhedsoversigten