Et nyt, højt kollegium opføres i skovbrynet foran Campus Odense
A.P. Møller Fonden har besluttet at give Syddansk Universitets studerende et nyt kollegium, der ved sin spektakulære arkitektur vil blive et markant vartegn for både Odense by og universitetet. Kollegiet forventes at stå klar til at modtage de nye studerende i september 2015.
Arkitektfirmaet C.F. Møller skal tegne kollegiet, der vil bestå af tre forbundne tårne med 250 moderne kollegieboliger. I forbindelsen mellem de tre tårne skabes der på hver etage fælleszoner, og den øverste etage – med en formidabel udsigt – bliver forbeholdt fællesaktiviteter.
Kollegiet placeres på en attraktiv grund i skovbrynet ved indkørslen til universitetet, og beliggenheden, byggeriets høje kvalitet og moderne forhold forventes at tilføre en stor herlighedsværdi for de kommende beboere.
Stigende behov for boliger
Der er et stigende behov for kollegieboliger i Odense, ikke mindst til universitetets internationale studerende.
- Vi er stolte over, at A.P. Møller Fonden vil opføre dette flotte kollegium til glæde for vores danske og internationale studerende. Det er af stor betydning for os at kunne tilbyde et godt studie- og bomiljø, hvor studerende på tværs af landegrænser kan møde hinanden fagligt, kulturelt og socialt. Det nye kollegium vil bidrage til at skabe liv på Campus uden for undervisningstiden og på den måde gavne den byudvikling, der er i gang omkring universitetet med Cortex Park, idrætsfaciliteter, nyt OUH og en letbane til at binde det hele sammen med midtbyen, fortæller Jens Oddershede.
Fantastisk gave
- Jeg synes, at det er en fantastisk gave til Odense og byens mange studerende. Det nye kollegium er et markant projekt i den udvikling, som vil ændre Odense og skabe en ny by med flere studerende, mere viden og mere vækst. Gaven passer perfekt til byen og er et tegn på, at der er opbakning til den vækststrategi vi har lagt for Odense, siger Borgmester i Odense, Anker Boye.
- Det er utrolig flot, at Odense har fået dette kollegium. Det flugter rigtigt godt med vores ønske om, at Odense skal være en attraktiv studieby, som har gode vilkår at tilbyde de studerende. I Odense har vi netop et stort fokus på at sikre gode boliger til de mange studerende, og det nye kollegium er et meget velkomment supplement til de studie- og ungdomsboliger, der opføres andre steder i Odense, siger by- og kulturrådmand Steen Møller.
18.01.2013
Tilbage til nyhedsoversigten