Entreprenørskab er et af nøgleordene i de papirer, som uddannelsesministeren og Syddansk Universitet netop har underskrevet. Kontrakten gælder for de næste tre år
Entreprenørskab er et af de vigtige indsatsområder i den kontrakt, som uddannelsesminister Morten Østergaard og bestyrelsesformanden for SDU, Lars Nørby Johansen, i dag har underskrevet.
Det falder fint i tråd med det fokus, universitetet allerede gennem flere år har haft på området.
Således er hver tredje af landets universitetsstuderende, der følger fag i entreprenørskab, allerede nu fra Syddansk Universitet. Det viser en undersøgelse, som Fonden for Entreprenørskab – Young Enterprise har lavet. Og det gør Syddansk Universitet til det universitet i Danmark, der har flest entreprenørskabsstuderende.
Desuden har SDU i flere år arbejdet målrettet med blandt andet karrierevejledning og praktikforløb som del af uddannelserne. Og det er fortsat et centralt mål for universitetet at udvikle og styrke det tætte samarbejde med erhvervslivet.
Mindre frafald hos de studerende
Et andet centralt mål i den nye udviklingskontrakt er mindre frafald og hurtigere gennemførsel hos de studerende samt en bedre beskæftigelsesfrekvens.
- Målene ligger i god forlængelse af tidligere udviklingskontrakter og giver os mulighed for kontinuitet og langsigtet perspektiv i det strategiske arbejde. Og det lægger bestyrelsen meget vægt på, siger Lars Nørby Johansen, der er formand for bestyrelsen på Syddansk Universitet.
Og han suppleres af Morten Østergaard:
- Syddansk Universitet sætter med den nye udviklingskontrakt stærkt fokus på at skabe erhvervsparate kandidater og sikre, at en større andel af de studerende får kendskab til entreprenørskab i løbet af deres studier. Disse målepunkter bidrager væsentligt til regeringens målsætning om at få flere højtuddannede ud på det danske arbejdsmarked.
Læs hele udviklingskontrakten
20.06.2012
Tilbage til nyhedsoversigten