Et nyt nationalt videnscenter, der skal forske i efterbehandling og smertelindring af kræftpatienter, bliver indfusioneret på Syddansk Universitet
Flere og flere danskere overlever mødet med en alvorlig kræftsygdom eller lever i længere tid med en kræftdiagnose. Det betyder, at der i dag er et stigende antal danskerne, der skal igennem et krævende genoptræningsforløb for at genvinde kræfterne og har behov for en lindrende behandling.
Det er baggrunden for, at Foketinget har nybevilget fire millioner kroner til et nationalt center, Videnscenter for Rehabilitering og Palliation. Centret indfusioneres ved Syddansk Universitet, og formålet er at skaffe mere ekspertise inden for rehabilitering og palliation (lindring).
SDU har stor erfaring i at forske i rehabilitering
Med etableringen af ét nationalt videnscenter ønsker regeringen at bringe Danmark op på et højt internationalt niveau inden for rehabilitering og palliation. Netop Syddansk Universitet har en lang tradition for at forske i rehabilitering, og ifølge rektor Jens Oddershede er universitetet klar til at løfte opgaven:
- Vi vil gøre vores til at leve op til politikernes tillid, og i sidste ende handler det om at gøre den størst mulige forskel for kræftpatienterne, fastslår Jens Oddershede.
Rent praktisk samles det ny videnscenter af to nuværende centre:
• RehabiliteringsCenter Dallund. Det blev etableret i 2001 som et projekt under Kræftens Bekæmpelse. Formålet var at indsamle viden og dokumentation om de fysiske, psykiske, sociale og arbejdsmæssige følger af en kræftsygdom og dens behandling. Centret ligger i Søndersø og skal fremover tilknyttes Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet, mens Region Syddanmark bliver driftherre.
• Palliativt Videncenter (PAVI), som er et nationalt center, der har til formål at sikre udvikling, høj faglig kvalitet og spredning af viden i den palliative indsats i Danmark. Palliativt Videncenter havde officiel indvielse februar 2009, og centret indfusioneres nu i Syddansk Universitet.
Læs pressemeddelelsen fra Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse:
18.12.2012
Tilbage til nyhedsoversigten