Studerende på SDU får mulighed for at møde Morten Østergaard den 25. februar
Regeringens planer om at ændre SU-støtten har allerede affødt en del debat. Og nu får studerende på SDU mulighed for at komme i direkte dialog med uddannelsesminister Morten Østergaard.
Han besøger Syddansk Universitet mandag den 25. februar, hvor han stiller op til debat med studerende. Det foregår på Campustorvet kl. 9 og varer cirka en time. Emnet er de tiltag, som regeringen planlægger for at bringe de studerende hurtigere gennem uddannelsessystemet.
Ansvar for fremdrift
- Regeringen investerer massivt i uddannelse for at nå målet om, at vores børn og unge bliver den dygtigste generation nogensinde, og regeringens ambition er, at der også skal være råd til, at de kommende og langt større årgange af studerende skal understøttes af et af verdens mest generøse SU-systemer. Men i en økonomisk udfordrende tid må vi også kunne tillade os at have forventninger til de studerende om, at de tager et ansvar for fremdriften i deres studier, og vi må ligesom alle andre steder i samfundet se på, om der er steder i SU-systemet, hvor vi er mere generøse, end nødvendigt for at fastholde princippet om, at alle skal have råd til at tage en uddannelse i Danmark, siger Morten Østergaard i en pressemeddelelse forud for mødet.
Morten Østergaard vil også møde de universitetsstuderende i Aarhus, København og Roskilde. Besøget på SDU bliver det sidste i rækken.
14.02.2013
Tilbage til nyhedsoversigten