En af verdens førende forskningsinstitutioner etablerer et forskningscenter på Syddansk Universitet. Det nye Max-Planck Odense Center skal forske i, hvordan aldring påvirker vores helbred og levetid.
Den forventede levealder stiger i øjeblikket med tre måneder om året - altså seks timer om dagen - og det får stor indflydelse på samfundsudviklingen, at vi lever længere.
Et nyt internationalt forskningscenter på SDU vil udforske årsagerne til og konsekvenserne af, at levetiden forlænges, og at vi er sunde og raske i langt flere år.
Centret, der åbner torsdag, er et samarbejde mellem Max- Planck Gesellschaft og Syddansk Universitet.
Forskning i verdensklasse
Max-Planck Gesellschaft er en af verdens førende forskningsinstitutioner. Siden starten i 1948 har den tyske institution fostret ikke færre end 17 nobelprismodtagere.
Selskabet organiserer sig i institutter, der er bygget om enkeltforskere, som har vist fremragende resultater inden for deres felt. En af dem er professor James W. Vaupel. Han leder Max-Planck-Institut for demografisk forskning i Rostock, og han bliver leder af det nye Max-Planck Odense Center on the Biodemography of Aging.
- Det er en stor hædersbevisning for forskningen på Syddansk Universitet, at Max-Planck Gesellschaft har valgt os som samarbejdspartner til det første Max-Planck Center i Skandinavien. Det nye center er et godt bevis på, at det betaler sig at dyrke et forskningsområde i mange år og dermed blive blandt de allerbedste på området, siger rektor Jens Oddershede
Max-Planck Odense Center kombinerer nemlig to forskningsområder, som SDU har haft fokus på gennem adskillige årtier: Aldringsforskning og forskning i livets udvikling på jorden.
Ny tværfaglig tilgang
Aldringsforskernes store viden om arv, miljø og aldringsprocesser kombineret med biologers fokus på udvikling og biologiske aspekter af aldring skaber på den måde et center med et internationalt anerkendt, tværfagligt forskningsfelt i biodemografi. Der knyttes også matematikere fra SDU til det nye center.
- Biodemografi er ung forskningsdisciplin, der åbner helt nye muligheder for at få svar på en række afgørende spørgsmål, som både videnskaben og samfundet stiller, f.eks. hvordan vores helbredstilstand udvikler sig, efterhånden som vi bliver ældre og ældre, siger James Vaupel.
Max-Planck Odense Center on the Biodemography of Aging får adresse på Institut for Sundhedstjenesteforskning. I ledelsen indgår desuden professor Kaare Christensen, som leder Dansk Center for Aldringsforskning på SDU og professor Donald Canfield, som leder Nordisk Center for Jordens Udvikling på SDU.
Se centrets hjemmeside
30.01.2013
Tilbage til nyhedsoversigten