Syddansk Universitet indvier idrætsanlæg, der både henvender sig til elite, sunde og syge
På mandag den 9. september indvier Syddansk Universitet i Odense en ny idrætsbygning, som er opført efter et koncept, der endnu ikke er set andre steder.
De 3800 kvadratmeter indeholder blandt andet det mest moderne fitness- og træningscenter i Europa, en tværfaglig forskningsklinik, en genoptræningssal samt et laboratorium for leg og innovation.
De nye faciliteter skal bruges af mange forskellige målgrupper fra forskere, studerende til handicappede og patienter, der skal genoptrænes.
Også landets bedste sportsudøvere vil med fordel kunne teste formen og finpudse detaljer i de nye laboratorier eller på det tilstødende atletik-eksperimentarium.
- Vi har virkelig bestræbt os på at være visionære og tænke fremtidens behov ind i konceptet, fortæller Jørgen Povlsen, som er leder af Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet.
Wozniacki kan analysere sin serv
I bevægelseslaboratoriet er der eksempelvis opstillet 16 kameraer, som i 3D- format kan registrere 600 bevægelser i sekundet. Her vil en Caroline Wozniacki kunne analysere sin serv og en Thomas Bjørn nærstudere sit golfsving.
Kameraerne kan også bruges til at give en præcis status på en patient, der er i genoptræning.
I fitnesscentret står den nyeste generation af interaktive maskiner. De er udstyret med software, som uploader brugernes præstationer til efterfølgende analyser. Desuden kan brugeren via skype kontakte sin private instruktør eller terapeut, som kan analysere de enkelte øvelser.
Løbebånd med sensorer
Et andet sted kan et løbebånd, spækket med sensorer, fortælle om patientens motoriske færdigheder.
Og til mere belastede personer er der elevator til båretransport, og der er en separat træningssal med maskiner, designet til handicappede og eksempelvis kørestolsbrugere.
Afsnittet indeholder også en tværfaglig forskningsklinik med fire klinikrum, udstyret med knoglescannere og ultralyds-udstyr, ligesom der er afsat en sektion, hvor patienter kan tale med sundhedspsykologer.
Atletikstadion ombygget for 12 millioner kroner
Ved siden af den nye idrætsbygning er universitetets øvrige idrætsfaciliteter placeret. Her er blandt andet svømmehal, squashbaner, boldspilshaller og et atletikstadion, der netop er bygget om for 12 millioner kroner.
Det fremstår nu som et utraditionelt atletik- og bevægelseseksperimentarium, der med bakkede landskaber og anderledes løbebaner både skal appellere til aktive atletikudøvere samt til borgere, der blot ønsker at bruge området til leg og uforpligtende aktiviteter.
Desuden er den langsigtede vision at bygge en Active Living Park på 60 hektar på et grønt område ved siden af. Parken skal være et stort eksperimentarium inden for det sunde og aktive liv gennem leg, motion og bevægelse.
Hele området skal samtidigt give forskere ny indsigt i sammenhænge mellem fysisk aktivitet, bevægelse og sundhed. Læs mere om det nye anlæg
Foto: Dan Gabay
05.09.2013
Tilbage til nyhedsoversigten