Søer og vandløb får ofte tilført så meget fosfor, at det kan udgøre en trussel mod det lokale vandmiljø. Nu viser forskning, at man let og billigt kan forhindre fosfor i at løbe ud i de danske vandmiljøer. Løsningen hedder knust beton fra nedrivningspladser.
Normalt tænker vi på nedrevne betonvægge og gamle ophuggede betongulve som miljøbelastende affald, men det kan faktisk gå hen at blive en værdifuld ressource i naturbeskyttelsesarbejdet.
Det vurderer forskere fra Syddansk Universitet efter at have studeret nedrivningsbetons evne til at binde fosfor.
- Vi har vist, at nedrivningsbeton kan binde op til 90 pct. af fosforen, siger ph.d.-studerende og civilingeniør i miljøteknologi, Melanie Sønderup fra Biologisk Institut.
Hun har sammen med to kolleger - postdoc Sara Egemose og lektor Mogens Flindt - siden marts testet metoden i et storskalaforsøg, som skal løbe frem til ca. marts 2014. Men allerede nu kan de konstatere, at metoden er meget effektiv.
Store mængder fosfor kan blive skyllet ud i søer og vandløb, når det regner. Når regnvand løber hen over et stykke jord, der har været gødet med bl.a. fosfor, bærer regnvandet fosforen med sig, og det opsamles i regnvandsbassiner, hvorfra det senere løber ud i søer og vandløb.
-Vandet i disse regnvandsbassiner kan blive meget fosforholdigt, og hvis det løber ud i en sø, kan der blomstre så mange alger op, at det kan føre til iltmangel og en reduktion i, hvor mange arter, der kan leve i vandet, forklarer Melanie Sønderup og siger videre:
- Ved at lade bassinets vand passere gennem et filter af knust beton, kan vi fjerne op til 90 pct. af fosforen.
Pulver binder bedst
At fosforen binder så godt til beton skyldes, at betonens cement har et højt indhold af kalcium og også indeholder aluminium og jern. Alle tre stoffer kan binde fosfor.
Forskernes foreløbige resultater viser, at betonens kornstørrelse har stor betydning. Jo mindre korn, jo bedre bindes fosfor. Fint betonpulver er altså mere effektivt end små betonstykker.
- Det er også vigtigt, at vi ikke bruger beton, der har stået ude i vind og vejr i lang tid og har fået vasket cementen ud af sig, for det er i cementen, at den effektive kalcium findes, forklarer Melanie Sønderup videre.
Forskerne har i sagens natur ikke årelange erfaringer med rensningsfiltre af knust beton, men de vurderer, at et filter af knust beton kan holde i lang tid, formentlig flere år. Først når cementen er skyllet væk, vil det være tid at skifte til et nyt lag af knust beton, og så kan det brugte lag blive genbrugt som vejfyld, vurderer Melanie Sønderup.
Læs mere
22.08.2013
Tilbage til nyhedsoversigten