SDU-forskere deltager i stort robotteknologisk projekt, der skal gøre Danmark til verdens førende producent af avancerede fiberforstærkede plastmaterialer
Forskere fra Mærsk Instituttet og Mads Clausen Instituttet skal være med et udvikle en robotbaseret produktionsplatform, der kan fremstille fiberforstærkede plastmaterialer hurtigere, billigere og i en bedre kvalitet end hidtil.
Der er tale om en højteknologisk offentlig-privat satsning, som har fået 40 millioner kroner fra Højteknologifonden. Målet med FiberLab, som satsningen kaldes, er at gøre Danmark til verdens førende producent af avancererede fiberforstærkede plastmaterialer.
- Materialer lavet af fiberforstærket plast er både lette og stærke og kan i mange sammenhænge erstatte metal, fortæller professor Henrik Gordon Petersen fra Mærsk Instituttet.
FiberLab består af tre grundelementer: Tre samarbejdende robotter, specialsoftware til styring og koordinering samt avanceret signalbehandling, så man for eksempel kan indbygge sensorer i sine fiberemner og dermed sikre optimal operation og vedligehold.
- Materialet er stærkt, men meget let, og er derfor anvendeligt ved produkter, hvor vægten er afgørende. Især inden for vindmølle- og luftfartsindustrien vokser brugen af avancerede kompositmaterialer markant, siger professor Morten Willatzen fra Mads Clausen Instituttet.
Læs mere om projektet på Det Tekniske Fakultets hjemmeside
08.06.2012
Tilbage til nyhedsoversigten