To forskere fra Kemi-, Bio- og Miljøteknologi er med i nyt internationalt center
SDU er med i et nyt internationalt forskningscenter – kaldet 4M – som skal udvikle billigere og mere robuste brændselsceller.
Det strategiske Forskningsråd har bevilget 31 mio. kroner til centret, og tre af dem går til professor Eivind Skou og adjunkt Shuang Ma Andersen, begge fra Institut for Kemi-Bio- og Miljøteknologi.
Ideen bag brændselsceller har været kendt i over 100 år, men de er dyre at fremstille og holder ikke særligt længe. Så selv om der er tale om en meget miljøvenlig energiproduktion, hvor vand er eneste spildprodukt, har de endnu ikke fået det store gennembrud på energimarkedet.
Platin er for dyrt
Det skal 4M være med til at rette op på, og derfor samler centret førende forskere inden for forskellige delområder.
- I dag bruges der platin i brændselsceller, men det er et dyrt metal, som man forsøger at erstatte med andre materialer. Men endnu er der ikke opnået brugbare resultater. Her på SDU skal vi derfor kikke nærmere på, hvordan materialer forliges, så vi kan forbedre elektroderne i brændselscellerne, siger Eivind Skou.
De fire M’er i centrets navn står for Mechanisms, Materials, Manufacturing and Management. Centret har hjemsted på DTU og tæller forskere fra universiteter, forskningscentre og virksomheder i Danmark, Sverige, Tyskland og Korea. Det er finansiereret i fem år og har et samlet budget på 44 millioner.
10.12.2012
Tilbage til nyhedsoversigten