Erhvervsøkonomi lancerer et nyt og anderledes intro-forløb. Nye studerende bliver bedt om at udvikle konkrete forretningsideer, som kan skabe vækst i deres nye studieby
700 nye studerende mødes af særlige udfordringer, når de på mandag møder op på Syddansk Universitet for at starte studier i erhvervsøkonomi.
De skal hverken quizze, spille rundbold eller deltage i andre bløde hygge-aktiviteter, som kan ryste dem sammen socialt. Fra dag 1 bliver de bedt om at udvikle forretningsideer, som kan være med til at skabe vækst i deres nye studieby.
- Vi vil gerne vaccinere dem med entreprenørskab, så de helt fra starten vænnes til at tænke i forretningsideer og får blik for, hvor der kan være muligheder for at starte rentable forretningsområder og virksomheder, siger professor Torben Bager.
Han er direktør for universitetets kompetencecenter for iværksætteri, innovation og kreativitet - IDEA Entrepreneurship Centre – som er tovholder på en ny og anderledes introduktion til fem års erhvervsøkonomiske studier på SDU.
Entreprenørskab bedømmes
De studerende vil på mandag få en konkret udfordring, som de skal løse i små teams i løbet af den første uge. Og om fredagen vil en dommerkomité vurdere resultaterne og kåre de bedste forretningsideer.
Udfordringerne stilles – i samarbejde med kommune og virksomheder - i campusbyerne Odense, Slagelse, Kolding og Esbjerg. Og hver udfordring udspringer af konkrete problemstillinger i de enkelte byer.
- I Esbjerg, hvor offshore-industrien er inde i en voldsom ekspansion, vil vi bede de studerende om at undersøge, hvilke andre forretningsmuligheder der kan opstå i kølvandet på ekspansionen. Det kan for eksempel være en god idé at skabe netværk og aktiviteter for de mange udenlandske offshore -medarbejdere, som befinder sig i byen i nogle måneder ad gangen” siger Torben Bager.
De studerende skal ikke blot finde den gode idé og lære at tænke innovativt. De skal også undersøge, om der er et marked for ideen og påbegynde udviklingen af en forretningsplan, som afdækker, om virksomheden vil kunne løbe rundt økonomisk.
- På den måde kommer de studerende faktisk rundt om alle de erhvervsøkonomiske fag, som de skal have i løbet af deres uddannelse, samtidig med, at de både lærer hinanden og deres nye studieby at kende, siger Torben Bager.
Stærk på entreprenørskab
De nye intro-forløb er led i Syddansk Universitets bestræbelser på at uddanne unge til selv at skabe deres job og være med til at skabe jobs til andre.
- Vi er en af de uddannelsesinstitutioner, der udbyder flest fag inden for entreprenørskab, og vi er hele tiden på udkig efter initiativer, der kan lære vores studerende at tænke i nye baner, handle kreativt - og dermed bidrage til nye forretningsmuligheder, siger Torben Bager.
31.08.2012
Tilbage til nyhedsoversigten