Universitetet støtter 14 nøje udvalgte forskningsindsatser, der på hver deres måde bidrager til at løse store samfundsmæssige udfordringer. Pengene hentes fra tidligere års overskud.
Hvad betyder det for os selv og samfundet, at vi lever længere? Hvordan bliver grøn energi konkurrencedygtig? Hvilke forandringer vil velfærdsstaten undergå?
Svarene vil Syddansk Universitet gerne være med til at finde, og derfor er 14 nøje udvalgte forskningsindsatser blevet tildelt penge fra SDU2020 – en pulje, som universitetet oprettede sidste år for at styrke sin forskning inden for områder, der i de kommende år udfordrer samfundsudviklingen, for eksempel energi, sundhed, klima og innovation.
De 14 forskere får hver mellem 6 og 10,5 mio. kr., så støttebeløbet løber i alt op i 111 mio.
Meget høj kvalitet
Direktionen modtog 86 ansøgninger, og de 14 projekter er udvalgt, fordi de i særlig grad lever op til vurderingskriterierne, som blandt andet er faglig høj kvalitet, en overbevisende projektplan, en klar plan for at søge eksterne midler, såvel i Danmark som i udlandet, samt et stærkt tværfagligt perspektiv. Projekterne er desuden vurdereret af internationale eksperter.
- Ansøgningsrunden viser, at vores forskere i høj grad er indstillet på at bidrage med viden og løsninger til en række helt aktuelle samfundsmæssige udfordringer. Efter første runde havde vi 24 projekter, som alle havde meget høj kvalitet og var værdige til at blive støttet. Men det samlede projektbeløb oversteg de midler, vi har afsat i SDU2020, så vi var nødt til at foretage en yderligere udvælgelse, fortæller rektor Jens Oddershede.
Med SDU2020 har Syddansk Universitet ønsket at understøtte de forskningsområder, som EU og regeringen lægger vægt på i deres forskningsprogrammer. Det forventes derfor, at forskere, der modtager penge fra SDU2020, også søger eksterne midler, f.eks. hos EU’s Horizon 2020.
Penge i SDU2020-puljen kommer fra universitetets egenkapital. Det er således tidligere års overskud, som anvendes til en ekstraordinær forskningsindsats inden for områder, som har afgørende betydning for vores fremtidige trivsel og vækst.
Modtagerne af SDU 2020-midler er:
- Professor Sergey I. Bozhevolnyi, Teknologi og Innovation
- Professor James Vaupel, Sundhedstjenesteforskning
- Professor Jan Stentoft Arlbjørn, Entreprenørskab og Relationsledelse
- Professor Erik Albæk, Journalistik
- Professor Anne-Marie Mai, Kulturvidenskaber
- Professor Lars Bo Andersen, Idræt og Biomekanik
- Professor Trond Ulven, Fysik, Kemi og Farmaci
- Professor Bente Finsen, Molekylær Medicin
- Professor John Hallam, Mærsk Instituttet
- Professor Jan Mollenhauer, Molekylær Medicin
- Lektor Charlotte Kroløkke, Kulturvidenskaber
- Professor Susanne Mandrup, Biokemi og Molekylær Biologi
- Professor Lars Peter Østerdal, Virksomhedsledelse og Økonomi
- Lektor Jakob Kjelstrup-Hansen, Mads Clausen Instituttet
04.07.2013
Tilbage til nyhedsoversigten