SDU var i går med til at fejre, at første årgang fra Akademiet for Talentfulde Unge blev færdige
Hvis man synes, at gymnasiet er hård kost, så må man tage hatten af en ekstra gang for de 100 gymnasieelever, som i går – med stolte forældre – mødte op på Syddansk Universitet. Her blev det fejret, at de - sideløbende med gymnasiet - fra 1. g. har været med i Akademiet for Talentfulde Unge. De 100 gymnasieelever, som nu er 3. g’ere, er første årgang, der springer ud fra akademiet, der er etableret med det formål at inspirere og stimulere talentfulde gymnasiaster i regionen til at gå den akademiske vej og videreuddanne sig på universitetet.
Jens Oddershede, der er rektor på Syddansk Universitet og som var vært ved gårsdagens arrangement, havde da også mange rosende ord til de 100 talentfulde unge, fordi de har opsøgt ekstra udfordringer og brugt ekstra tid på at udvide deres horisont og styrke deres faglighed i gymnasietiden.
- Det er også godt at kunne konstatere at det i takt med, at det politiske fokus på viden og uddannelse er vokset, atter er blevet legitimt at have talent og dyrke sit talent. Vi glæder os til, at vi mødes på jeres videre vej i uddannelsessystemet, sagde Jens Oddershede.
Det brede talent
Det var netop med henblik på talentpleje, at Region Syddanmark i 2010 stiftede Akademiet for Talentfulde Unge. I akademiet samarbejder gymnasier med Syddansk Universitet om at pleje talentfulde elever, som kan rumme mere fagligt, end gymnasiet tilbyder. Akademiet plejer det brede talent, hvor de unge medlemmer blandt andet gennem en række obligatoriske og frivillige seminarer får et indblik i den akademiske metode både på det sundhedsvidenskabelige, det tekniske, det naturvidenskabelige, det humanistiske og det samfundsvidenskabelige område.
Alle gymnasiale institutioner
I den nye årgang, der netop er trådt ind i akademiet, er der 225 elever. De kommer – i modsætning til første fynske årgang fra det almene gymnasium - fra hele Region Syddanmark og også fra htx og hhx.
Målet er at udklække cirka 300 elever fra akademiet om året, og der arbejdes på at udvikle forløbet i akademiet, så eleverne får endnu flere faglige udfordringer og en endnu bedre fornemmelse af, hvad det vil sige at tage en videregående uddannelse.
11.01.2013
Tilbage til nyhedsoversigten