SDU-professor Jan Hartvigsen har været med til at udarbejde en medicinsk teknologivurdering af behandling af skulderskader.
Stadig flere kommer under kniven, når de har problemer med skulderen. Men træning kan være lige så effektiv som operation, viser en ny medicinsk teknologivurdering, som SDU-professor Jan Hartvigsen har været med til at gennemføre.
Vurderingen, der er udarbejdet af Folkesundhed og Kvalitetsudvikling i Region Midtjylland, beskæftiger sig med to almindelige smertefulde skulderlidelser. Den ene er det såkaldte indklemningssyndrom, hvor nogle strukturer kommer i klemme mod skulderloftet på grund af manglende stabilitet eller styrke i skuldermusklerne, den anden er en tilstand, hvor sener i skulderen er bristet eller revet over.
En gennemgang af den eksisterende videnskabelige viden har vist, at for den største patientgruppe med indklemningssyndrom gælder, at der ikke ses nogen forskel på effekten af kirurgisk og ikke-kirurgisk behandling. Sundhedsøkonomiske analyser viser endvidere, at kirurgisk behandling er dyrere og dermed ikke omkostningseffektiv.
For patienter med bristet senevæv viser en enkelt undersøgelse, at en operation er bedre end et træningsforløb. I dette tilfælde er kirurgi endvidere omkostningseffektivt , hvis man er villig til at betale en ekstraomkostning på cirka 10.000 pr. patient.
Den medicinske teknologivurdering er udarbejdet for at vurdere effekt og omkostninger af operation kontra anden form for behandling, f.eks. hos fysioterapeut og kiropraktor, og den skal indgå i det beslutningsgrundlag, der skal bruges til at udforme kommende kliniske retningslinjer på området.
Jan Hartvigsen er forskningsleder på SDU’s forskningsenhed for klinisk biomekanik.
06.05.2011
Tilbage til nyhedsoversigten