SDU tager nye, digitale midler i brug i kampen mod kræft og andre folkesygdomme og investerer over 22 mio. kr. i nyt nationalt center for billeddannelse.
Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital får et nyt center den 1. juni. Navnet er DaMBIC, Danish Molecular Biomedical Imaging Center.
Formålet med centret er at blive klogere på alvorlige sygdomme som kræft, udvikle nye lægemidler og behandlingsprincipper samt foretage både grundforskning og stamcelleforskning. Til dét bruger DaMBIC, som en af de få steder herhjemme, den særlige teknik bioimaging, hvor forskerne ved hjælp af avanceret, digitalt kameraudstyr og fluorscerende stoffer kan kigge ind i levende celler og zoome helt ned på det enkelte molekyle.
- Ved forsøg med dyr har vi tidligere været nødt til at slå dyret ihjel og tage dets organer ud for at undersøge, hvordan en ny kræftbehandling påvirker cellerne. Med bioimaging kan vi nu se ind i dyret, mens det er i live, og på den måde følge antallet af de levende kræftceller over tid. Det er en meget stor fordel, for det kan give os afgørende viden om en given kræftbehandlings effekt, siger Henrik Ditzel, professor på Institut for Molekylær Medicin.
Nye behandlingsprincipper
Det er Henrik Ditzel, der sammen med professor Luis Bagatolli fra Institut for Biokemi og Molekylær Biologi, skal stå for den overordnende ledelse af det nye center.
Centeret skal fungere som et fælles servicecenter for alle universitets og hospitalets forskere, der forsker i for eksempel kræft, hjertekarsygdomme eller udfører hjerneforskning eller biologisk grundforskning.
- Da det nye udstyr kan måle både enkelte molekyler og hele forsøgsdyr, er det muligt for os hurtigt at overføre de samme behandlingsprincipper til patienter, siger Henrik Ditzel.
DaMBIC er blevet til blandt andet på baggrund af støtte fra Forsknings og Innovationsstyrelsen, der har givet 18 mio. kroner. De resterende 4,5 mio. kr. kommer fra Syddansk Universitet. Det er Christoffer Lagerholm fra MEMPHYS, Institut for Fysik og Kemi, og Torben Uhrenholt fra Institut for Molekylær Medicin, der skal varetage den daglige ledelse.
Åbningen af centret markeres med en reception og et symposium om bioimaging i auditorium O-100 på Campusvej i Odense den 1. juni kl. 10-14.
30.05.2011
Tilbage til nyhedsoversigten