Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie deltager i den årlige dimission på Syddansk Universitets campus i Esbjerg. Dimissionen er samtidig et 25- års jubilæum.
Prinsesse Marie kommer mandag den 27. juni til dimission på Syddansk Universitets campus I Esbjerg. Prinsessen holder en lykønskningstale til dimissionsen, der samtidig er et jubilæum. Det er i år nemlig 25 år siden, de første HA’ere blev uddannet ved det daværende Handelshøjskole Syd, som i 1998 blev en del af Syddansk Universitet. I den anledning vil også Valdemar Nygaard, daværende institutbestyrer, og Peter Jørgensen, som dimitterede for 25 år siden, gå på talerstolen for at lykønske dette års dimittender.
Rektor Jens Oddershede er konferencier ved dimissionen, hvor Martin Schack fra Syddansk Musikkonservatorium og Skuespillerskole, står for den musikalske underholdning. Efter den officielle del af arrangementet er der reception for dimittender og gæster, hvor også Prinsesse Marie deltager.
- Det betyder rigtig meget for vores studerende at møde Prinsesse Marie og mærke den oprigtige og helt naturlige interesse, hun har for dem. Derfor er vi både glade for og stolte over, at hun har lyst til at være med til dimissionen på vores campus i Esbjerg, siger rektor Jens Oddershede.
Prinsesse Marie indledte i 2009 et samarbejde med SDU om at styrke kendskabet til universitetets uddannelser.
Arrangementet er for inviterede gæster.
Se kort over
Campus Esbjerg21.06.2011
Tilbage til nyhedsoversigten