SDUs campus i Sønderborg lancerer universitetets første årbog med de bedste forskningsresultater fra 2010
Syddansk Universitets campus i Sønderborg vil gerne dele sine forskningsresultater med sine naboer i den syddanske region. Derfor udgiver universitetet nu en årbog med videnskabelige artikler. Artiklerne er udvalgt fra årets publicerede forskningsresultater fra 2010 og er alle skrevet af universitetets forskere i Sønderborg.
- Årbogen er en ny måde at formidle forskning på. Som en del af vores nære samarbejde med lokalmiljøet vil vi gerne synliggøre vores forskningskompetencer og vise, at den forskning, der foregår i Sønderborg er af høj kvalitet og med til at understøtte og udvikle regionen, siger Thomas Ottersen, ph.d.-studerende på Institut for Grænseregionsforskning på Campus Sønderborg og medlem af redaktionen bag årbogen.
Ni artikler om forskning
Årbogen, der er SDUs første af sin slags, indeholder ni artikler om forskningsresultater fra Campus Sønderborgs tre institutter. Der ses blandt andet på organiske lystransistorers store potentiale, betydningen af småord som ”ja” og ”nå” i talesproget - og om relationer mellem familievirksomheder betaler sig.
Årbogen henvender sig både til borgere, virksomhedsledere, iværksættere inden for videns- og oplevelsesøkonomi samt beslutningstagere.
- Vi lever jo i et symbiotisk forhold med vores opland og lokalområde, og det er vigtigt for os, at de på et eller andet plan er med os et stykke af vejen. Så vores mål med årbogen er også, at universitetet til stadighed involveres i forskellige projekter og sammenhænge, og at nye studerende vil finde det interessant at uddanne sig hos os, siger Thomas Ottersen.
Præsentation af årbogen
Årbogen præsenteres onsdag den 27. april 2011 kl. 11-16 i auditorium U109 på Alsion, Campus Sønderborg. Alle er velkomne.
Tilmelding senest mandag den 20. april på hobs@sam.sdu.dk. På denne adresse kan årbogen desuden også rekvireres.
Bag årbogen står Campus Sønderborgs tre institutter: Institut for Grænseregionsforskning, Mads Clausen Institut for Produktinnovation og Institut for Fagsprog, Kommunikation og Informationsvidenskab.
15.04.2011
Tilbage til nyhedsoversigten