På fredag kan Center for Velfærdsstatsforskning præsentere det første af seks bind i et ambitiøst bogprojekt. Det sker på BogForum, hvor Jørn Henrik Petersen diskuterer socialpolitik med tidligere socialminister.
På fredag udkommer første bind i den store serie ”
Dansk Velfærdshistorie”, som Center for Velfærdsstatsforskning på SDU står bag. ”Frem mod socialhjælpsstaten” er titlen på det første af de seks bind, der vil udkomme frem mod 2014.
I forbindelse med offentliggørelsen fører professor Jørn Henrik Petersen en samtale med tidligere socialminister Palle Simonsen over temaet ”Socialpolitik – den gang og nu”. Det sker på BogForum – årets bogmesse i Forum Copenhagen - fredag kl. 16.
Det ambitiøse bogprojekt skal munde ud i den første samlede og systematiske fremstilling af den danske velfærdsstatshistorie fra 1800-tallet til i dag. Det startede i 2008, hvor Carlsberfondet bevilgede 11 millioner kroner til projektet.
Serien redigeres af professor Jørn Henrik Petersen i samarbejde med Klaus Petersen, der også er professor ved Center for Velfærdsstatsforskning og Niels Finn Christiansen, der er adjungeret professor ved centret.De tre er også bidragydere til første bind sammen med Hans Chr. Johansen, Søren Kolstrup, Lars Andersen.
Foto: Jørn Henrik Petersen, der på fredag diskuterer socialpolitik med tidligere socialminister Palle Simonsen.08.11.2010
Tilbage til nyhedsoversigten