Studerende på SDU kan deltage i Danmarks største job- og karrieremesse
På torsdag den 11. marts får de studerende på Syddansk Universitet mulighed for at deltage i Danmarks største job- og karrieremesse.
Cirka 50 virksomheder, ministerier og offentlige og private organisationer vil fortælle om karrieremulighederne i deres virksomhed. Og trods erhvervslivets krise har flere virksomheder faktisk ledige stillinger med på Karrieredagene – blandt andet leder en efter 12 trainees.
Dagen igennem kan de studerende deltage i workshops og lytte til foredrag, der alle tager udgangspunkt i karriereplanlægning og jobsøgning.
Foredrag: Sådan får du jobbet
DJØF står således for foredraget ”Sådan får du jobbet – find din succeshistorie”, mens Carsten Søgaard, HR-direktør i Region Syddanmark, vil fortælle om, hvordan man finder nøglen til sin karriere i Region Syddanmark.
Går man med iværksætterdrømme, kan Torben Bager, professor og leder af IDEA Entrepreneurship Centre, hjælpe drømmene på vej med foredraget ”Iværksætteri til en spændende karriere”.
Karrieredagene arrangeres sammen med Manova A/S og foregår fra klokken 10.00-16.00 på Syddansk Universitet i Odense. Læs mere om Karrieredagene eller kontakt Karrierecentret
04.03.2010
Tilbage til nyhedsoversigten