To ud af tre dimittender fra SDU er i arbejde efter få måneder. Der er især efterspørgsel på medicinere
Stadig flere af dimittenderne fra Syddansk Universitet kommer hurtigt arbejde. Således er to ud af tre i job allerede tre måneder efter, at de har forladt universitetet.
Det viser en undersøgelse fra Syddansk Universitet.
Kortlægningen viser også, at de af universitetets dimittender, som bor på Sjælland (på nær hovedstadsområdet) og i Østjylland har den mest gunstige jobsituation, mens dimittenderne i hovedstadsområdet har sværest ved at finde arbejde.
For dimittender på Fyn og i Sønderjylland viser opfølgningen, at 58 procent er i job tre måneder efter dimission.
Fremgang siden efteråret
Samlet set er der tale om en stigning i andelen af dimittender i job fra 55 procent i efteråret 2009 til 62 procent i foråret 2010.
Analysen viser også, at de sundhedsvidenskabelige dimittender har lettest ved at komme ind på arbejdsmarkedet.
Afdelingsleder for KarriereCentret, Helle Schroll, glæder sig meget over den positive udvikling i tallene:
SDU tilbyder individuel vejledning
- Vi har de sidste år iværksat en række tiltag for at ruste de studerende bedre til arbejdsmarkedet. Vi gør meget for at inspirere dem til at søge bredt i forhold til deres fagområder og tilbyder både individuel vejledning og en lang række kurser med fokus på kompetencer og arbejdsmarked. Vi er overbeviste om, at dette arbejde har en positiv indvirkning på, hvor hurtigt vores dimittender kommer i job, siger hun og tilføjer:
- Desuden kan vi se, at vores opsøgende kontakt til virksomheder har effekt, og at flere og flere i erhvervslivet bliver interesserede i fordelene ved at ansætte højtuddannede.
21.06.2010
Tilbage til nyhedsoversigten