Video-analyser bør inddrages i folkeskolernes idræt, påpeger ph.d.-afhandling
Hvordan får vi gjort idrætslærerne i landets folkeskoler mere interesserede i YouTube?
Det er Lars Elbæk, som spørger. Han er lektor ved Forskningsenheden for Bevægelse, Idræt og Samfund på Syddansk Universitet, hvor han underviser og forsker i bevægelse og læring. Han har netop forsvaret en ph.d.-afhandling om mulighederne for at benytte digitale værktøjer i idrætstimerne.
- Vi skal have lærerne til at opfatte eksempelvis YouTube som et pædagogisk værktøj, siger Lars Elbæk.
Ifølge ham lægger mange børn og unge allerede videos med sig selv ud på nettet, hvor man kan se dem danse, hoppe, spille boldspil eller dyrke andre former for idræt.
Video hjælper med indlæringen
- Børnene fremstiller sig som bestemte typer ved at lave udvalgte øvelser og derefter redigere dem og lægge musik til. Men samtidig er det en utrolig vigtig læringsproces, fordi børnene får den visuelle del med. Ved at se optagelsen kan den enkelte udvikle sine bevægelser og teknik yderligere. Og andre kan eventuelt også lære af at se klippet og måske imitere øvelserne, påpeger Lars Elbæk.
Og mens mange idrætsforeninger er ved at tage de digitale muligheder til sig, er der ifølge Lars Elbæk en mere konservativ tilgang blandt folkeskolens idrætslærere. Her udnytter lærerne ikke de nye muligheder men har ofte en holdning om, at når blot eleverne er aktive, er formålet med timen opfyldt.
Lukket netværk
- Men eleverne vil få en meget mere inspirerende undervisning, og det vil være nemmere for dem at lære de enkelte øvelser, siger Lars Elbæk og tilføjer, at læreren eventuelt kan lægge de enkelte videoklip ind på et lukket netværk, som kun eleven og forældrene har adgang til.
Har udviklet SportsPlanner
Lars Elbæk har desuden været med til at udvikle et interaktivt program, som hedder SportsPlanner. Det kan bruges af lærere, som vil benytte digitale hjælpemidler i undervisningen.
Læs mere SportsPlanner Læs mere Lars Elbæk10.12.2010
Tilbage til nyhedsoversigten