Finanskrisen fordobler interessen
Da Syddansk Universitet sidste år inviterede til informationsmøde om universitetets efteruddannelser dukkede lige omkring 55 personer op. I år har 110 på forhånd meddelt, at de vil besøge Campus Odense i morgen eftermiddag for at høre om de 35 forskellige master-, diplom- og uddannelser på deltid.
- Vi kan mærke, at finanskrise giver folk mulighed for at efteruddanne sig. Blandt andet har vi også i de seneste måneder fået langt flere henvendelser, end vi plejer. Det er vores fornemmelse, at den enkelte har fået et stærkere incitament for at efteruddanne sig, og at den aktuelle krise åbner op for fremtidssikring af medarbejderne, siger Ambrosia Hansen, der er kompetencechef ved Syddansk Universitets Efteruddannelse. Hun fortæller at især de erhvervsrettede og sundhedsrelaterede masteruddannelser er efterspurgte.
Er du fremtidsklar?
Der er ikke tilmeldingspligt til informationsmødet, så det ser ud til at sidste års pæne interesse mere end fordobles i år.
De fremmødte kan blandt andet møde studieledere, undervisere og studerende, der vil fortælle om uddannelsernes forløb og kvaliteter. Derudover vil fremtidsforsker Anne Skare Nielsen - som blandt andet har speciale i arbejdsmarkedet - kigge dybt i sin krystalkugle i foredraget ”Er du fremtidsklar?”.
Det hele foregår i morgen, onsdag, klokken 16-19 på og omkring Campustorvet ved hovedindgangen. Alle er velkomne.
03.03.2009
Tilbage til nyhedsoversigten