SDU-team kæmper for Danmark
Når den fjerde internationale studenter-konkurrence iGEM afholdes til november vil der for første gang være dansk deltagelse. I konkurrencen kæmper tværfaglige hold – af bachelor- og kandidatstuderende – fra hele verden om at levere det bedste forskningsprojekt med afsæt i syntetisk biologi.
SDU-holdet består af fem medicinstuderende, en studerende fra Nano-Bio-Science og to fra Biokemi og Molekylær Biologi (BMB) - med postdoc Ann Zahle Andersen, adjunkt Jacob Møller-Jensen og lektor Birgitte Kallipolitis fra BMB og professor Steen Rasmussen samt lektor Martin Hanczyc fra Institut for Fysik og Kemi med sig på sidelinjen som vejledere.
Hen over sommeren og efteråret skal teamet arbejde benhårdt med forskning på højeste studieniveau - i forsøget på at indbygge DNA i en organisme efter eget valg på den mest raffinerede måde.
Til november kåres det bedste projekt på MIT i Boston.
Et godt projekt
En af de studerende, Kirstine Jacobsen, der studerer på SDU’s kandidatuddannelse i biokemi og molekylær biologi, ser frem til at forsvare de danske farver og at prøve kræfter med forskning på højt internationalt niveau.
- Og det gør det ikke mindre spændende, at vi har sammensat et hold på tværs af uddannelser og fakulteter. Det er faktisk en fordel, for det giver bredere tanker, siger Kirstine Jacobsen.
Hun vil ikke spå om SDU’s placering, men går ind i kampen med oprejst pande:
- Vi har fundet et godt projekt, så jeg håber da på det bedste, siger hun.
Sidste år deltog 84 hold fra 24 lande. Men det er første gang, et dansk hold er med i konkurrencen. SDU-holdet bliver dog ikke alene om at repræsentere Danmark, da DTU også stiller med et hold.
Læs mere om konkurrencen her
24.06.2009
Tilbage til nyhedsoversigten