Universitetsbiblioteket har købt 37 fotografier af den kendte danske jazzfotograf Jan Persson
Miles Davis, Duke Ellington, Dexter Gordon, Ella Fitzgerald og andre af jazzens store navne er rykket ind på læsesalen på Syddansk Universitetsbiblioteket i Odense.
Her hænger de side om side og dokumenterer Københavns ry som international jazzby. For der er tale om 37 sort-hvid fotografier, som den danske fotograf Jan Persson har taget under koncerter i København og omegn, blandt andet i det hedengangne Jazzhus Montmartre.
Jan Persson begyndte i 1960’erne at levere reportagefotos fra jazzkoncerter til danske dagblade. Siden har han leveret billeder til en lang række udenlandske blade, tidsskrifter, bøger og musikudgivelser. De senere år har hans fotografier således illustreret store genudgivelsesprojekter med blandt andre John Coltrane, Miles Davis og Bill Evans.
Universitetsbiblioteket har – med støtte fra en fond – købt de 37 fotografier hos Jan Persson og den nye permanente ophængning i læsesalen er med til at understrege, at universitetsbiblioteket samler på jazz.
Universitetsbiblioteket har nemlig en stor og voksende jazzsamling, som blev startet, da Det Danske Jazzcenter ophørte 1997. Store dele af centerets samlinger blev overført til biblioteket, og de er siden blev udbygget blandt andet med Svend Asmussen og Richard Boone. Samlingen består af noder, bøger, bånd, plader, videoer, fotos, udklip m.m., der beskriver den danske jazzscene fra 1940’erne og frem.
04.11.2008
Tilbage til nyhedsoversigten