TrygFonden donerer 100 mio.

Et forskerhold på Syddansk Universitet får nu 100 millioner kroner til at opbygge TrygFondens Forebyggelsescenter.
Med Danmarks hidtil største donation på forebyggelsesområdet vil TrygFonden afdække, hvordan man bedst får folk til at leve sundere. Forskningen vil fokusere på, hvad der kan få folk – særligt børn og unge - til at spise sundere, drikke mindre, motionere mere og ikke begynde at ryge. Med fokus på kost, rygning, alkohol og motion - de såkaldte KRAM-faktorer - tager TrygFondens Forebyggelsescenter fat i de emner, der er skyld i flest undgåelige sygdomme og dødsfald herhjemme
Centeret, der kommer til at ligge på Statens Institut for Folkesundhed (SIF) ved Syddansk Universitet, vil gennemføre sine undersøgelser i tæt samarbejde med kommunerne, der med kommunalreformen fik ansvaret for den borgerrettede forebyggelse. Og ifølge TrygFondens direktør Gurli Martinussen var netop det faktum en tungtvejende årsag til, at Syddansk Universitet fik donationen i konkurrence med Københavns Universitet og Aarhus Universitet.
- Syddansk Universitet får opgaven, fordi de forskningsprojekter, de foreslår, beskæftiger sig med hele befolkningen. Ikke mindst er der et godt fokus på børn og unge. Desuden har Syddansk Universitet det mest lovende bud på, hvordan centret samarbejder med kommunerne om de forskellige forebyggelsesprojekter. Hvis indsatsen bliver forankret i kommunerne, fortsætter de med at forebygge, når forskningsindsatsen er slut, siger hun.
Center med fremtid i
Centrets ledelse vil bestå af SIF’s forskningschef, professor Morten Grønbæk og forskningsleder Tine Curtis (foto). Morten Grønbæk bliver som forskningschef overordnet ansvarlig for den videnskabelige produktion. Han siger:
- Vi får med denne bevilling mulighed for at koncentrere os om forebyggelsesforskningen mange år frem. Vi har udarbejdet projekter, der med sikkerhed vil give både et væld af videnskabelige produktioner og en mængde nyttig viden til de kommunale forebyggere, der tørster efter den. Vi har bevidst udarbejdet projekter, der skal gennemføres i kommuner, skoler og institutioner over hele landet, hvilket tydeliggør SIF’s rolle som Syddansk Universitets nationale folkesundhedsinstitut.
21 af de 100 millioner går til aktiviteter, der varetages af Institut for Idræt og Biomekanik, hvor adjunkt Jens Troelsen og professor Lars Bo Andersen er projektledere. Her skal forhold vedrørende de 11-16-åriges sundhed undersøges i samarbejde med udvalgte kommuner i Region Syddanmark.
TrygFondens Forebyggelsescenter går i gang med sit arbejde i løbet af 2009. Donationen på 100 millioner kroner finansierer centeret frem til 2013. Derefter forventer Syddansk Universitet at videreføre centret i samarbejde med forskellige samarbejdspartnere.
03.11.2008
Tilbage til nyhedsoversigten