Opfindelsen af usædvanlig enkelt robot får nu økonomisk støtte, så den kan blive markedsført
Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet ved Syddansk Universitet står bag en ny robottype, der nu ser ud til at blive en kommerciel succes.
Det er en såkaldt robotarm, der er mere enkelt fremstillet end klassiske robotter. Den kan flyttes rundt i den enkelte virksomhed efter behov og er så simpel at programmere, at den ikke kræver særligt personale. Dermed bliver robotten også interessant for mindre arbejdspladser, der har gentagne og ensidige opgaver.
Syddansk Universitet patenterede allerede i 2006 opfindelsen, der blev gjort af daværende adjunkt Esben Østergaard og lektor Kasper Støy sammen med en ekstern opfinder.
Opfinderne stiftede sammen med Syddansk Innovation A/S virksomheden Universal Robots ApS, der skulle videreudvikle forskningsresultaterne til et konkret produkt. Gennem sin virksomhed for teknologioverførsel – Science Ventures Denmark A/S – solgte Syddansk Universitet efterfølgende opfindelsen til Universal Robots ApS mod ejerandele.
Og nu er den her - en lille, fleksibel og let programmerbar robot. Og investorerne har allerede meldt sig. Vækstfonden, Syddansk Innovation A/S og en nytiltrådt direktør indskyder således tilsammen 10 millioner kroner i Universal Robots ApS, der skal sikre de kommende års markedsføring af robotten. I første omgang er det især det danske og tyske marked, som har virksomhedens interesse.
10.09.2008
Tilbage til nyhedsoversigten