Forskere fra Syddansk Universitet skal lære landets kommuner om branding
Mere end 130 medarbejdere fra kommuner over hele landet deltager på mandag i en konference på Syddansk Universitet, som er begyndelsen på et samarbejde mellem SDU og de danske kommuner.
Samarbejdet skal give deltagerne indsigt i, hvilke særlige udfordringer kommunerne står overfor, når de vil brande sig over for borgerne.
Ifølge afdelingschef Mikala Kreiser fra Kommunernes Landsforening er der nemlig flere grunde til, at kommunerne er nødt til at gøre sig ekstra synlige i disse år.
Dels har de nye større kommuner behov for at finde en fælles identitet. Og dels er der fortsat konkurrence om at tiltrække borgere, virksomheder og turister. Men den allerstørste udfordring er ifølge Mikala Kreiser den stigende mangel på arbejdskraft.
Fra Syddansk Universitet deltager et tværfagligt panel af forskere fra Institut for Statskundskab og Institut for Marketing og Management i konferencen.
På Institut for Marketing og Management har forskere arbejdet med branding i mange år – hidtil mest i det private erhvervsliv. Men efterhånden har forskningsgruppen også udvidet perspektivet til Public Branding, der fokuserer på de særlige vilkår og udfordringer, som blandt andet kommunerne står med.
Institut for Statskundskab har dyrket kommunalforskning i snart 20 år og har etableret et forskningsprogram, som består af 11 projekter, der belyser en række forskellige aspekter af strukturreformen. .
28.03.2008
Tilbage til nyhedsoversigten