Fotos fra provokerende skønhedskonkurrence kan ses i Kolding
En række omdiskuterede billeder fra en skønhedskonkurrence i Angola kan snart opleves på Sygeplejehistorisk Museum under overskriften "Alle har ret til at være smukke". Deltagerne i konkurrencen havde kun et ben efter at have trådt på en landmine. Udover titlen "Miss Landmine" var førstepræmien derfor en benprotese.
Der er fernisering lørdag den 16. august kl. 14.00, hvor Morten Traavik, den norske kunstner bag konkurrencen og fotoudstillingen, vil være til stede og fortælle om projektet.
Traavik sætter med udstillingen fokus på landminer og udfordrer vores syn på handicappede. Men udstillingen rejser også spørgsmålet om, hvor langt man kan gå for at få opmærksomhed omkring nødhjælpsarbejde. Den første udstilling af billederne blev aflyst efter heftig debat i den norske offentlighed, og Traaviks brug af skønhedskonkurrencen er blevet kritiseret med ord som lemlæstelsespornografi.
I dag lever hele 70.000 - 80.000 mennesker i Angola med et handicap som konsekvens af de mange landminer, der blev lagt ud under den 30 år lange borgerkrig i landet.
Dansk Sygeplejehistorisk Museums fremvisning af billederne sker som led i museets aktuelle udstilling "Medaljens Pris". Med udgangspunkt i Dansk Røde Kors’ medaljesamling fortæller den historien om nogle af de mange sundhedsarbejdere, Røde Kors har sendt ud i verdens brandpunkter – blandt andet til landmineramte.
Dansk Sygeplejehistorisk Museum blev 1. januar i år overtaget af Syddansk Universitet. Institutionen har til huse i Kolding og viser løbende udstillinger om, hvordan omsorg og sundhedspleje har udviklet sig gennem tiderne.
Læs mere15.07.2008
Tilbage til nyhedsoversigten