Efter amerikansk tv-program er der atter fokus på danskernes sindelag
-What makes a Dane so happy?
Det spørgsmål stillede det populære amerikanske TV-magasin, “60 Minutes,” forleden professor Kaare Christensen fra Institut for Sundhedstjenesteforskning ved Syddansk Universitet. Baggrunden for spørgsmålet er en række internationale undersøgelser, som kårer danskerne til verdens mest lykkelige folkefærd, og den kendsgerning havde fået stationen til at sende sin seniorreporter Morley Safer til Danmark for at lave en udseendelse om 5,5 millioner af klodens befolkning.
Professor Kaare Christensen har forsket i, hvorfor danskerne tilsyneladende er så tilfredse med livet, og for ham ligger svaret i, at vi ikke har så store forventninger til fremtiden som befolkningerne i mange andre lande.
- Hvis du spørger danskerne, hvem der må være de lykkeligste på jorden, vil de svare folk på tropiske øer eller Spanien eller Italien. Altså steder med dejligt vejr og god mad, men i Europa ligger disse lande faktisk i bunden, fortæller Kaare Christensen i udsendelsen.
Når danskerne alligevel er mere lykkelige end spanierne, skyldes det forventningerne. Mens spanierne forventer 11-tals liv og bliver skuffede over deres 9-tals liv, har danskerne beskedne forventninger om et 8-tals liv og bliver lykkelige for alt, der er højere.
- Hvis man for eksempel tog denne her undersøgelse og byttede rundt på resultaterne, så Danmark lå i bunden som nummer 20, og et andet land i stedet var blevet nummer et, så er jeg ret sikker på, at dansk fjernsyn ville have konkluderet, at nummer 20 ikke var så dårligt endda. Det ville jo stadig være i top-25, siger Kaare Christensen med et blink i øjet til den amerikanske vært.
Og noget tyder på, at han nu kommer til at gentage sin forklaring til mange andre medier. For efter udseendelsen er det strømmet ind med mails til SDU-professoren fra udenlandske journalister, der vil vide mere om, hvorfor et lille land med halvkoldt vejr, få krigshelte, beskedne sportspræstationer og højt skattetryk alligevel kan blive erklæret for verdens lykkeligste.
Læs om eller se udsendelsen her.
24.02.2008
Tilbage til nyhedsoversigten