Ingvar Cronhammar er kunstneren bag den store kunstinstallation ved Det Tekniske Fakultet
Godt gemt væk bag bygninger og træer ligger Syddansk Universitets nyeste kunstværk: Et rundt bassin i en femkantet granitform med titlen ”As if through a Glass and Darkly – the Landscape”.
Ophavsmanden er billedhugger Ingvar Cronhammar, og nok er han søgt afsides for at placeres værket, men der er ingen tilbageholdenhed i udførelsen. Geometri og granit har forvandlet skovbrynet bag Det Tekniske Fakultet i Odense til en fascinerende tryllekreds, hvor blå himmel og grønne træer spejler sig i vand og blankpoleret sorte flader.
Øjet lader sig hurtigt fange af en stor sort skive, der flyder stille og tilfældigt i bassinet. Det giver en næsten meditativ ro at sætte sig på bænken ved bassinet og lade blikket følge skiven, der styres af magneter. Sagte fløjtelyde - komponeret af Martin Hall – understreger den eftertænksomme stemning.
- I en tid, hvor alt skal gå så stærkt, kan man søge herhen. Her har man lov til at være melankolsk, til at holde sin kæft og til at tænke sig om, sagde Ingvar Cronhammar ved indvielsen den 20. juni.
Den kendte billedhugger har ladet sig inspirere af de studerendes færden omkring Det Tekniske Fakultet på Niels Bohrs Allé 1. De har – som dyr der søger mod vandhullet – trådt deres egne stier henover græsplænerne.
- Stierne viser, at de studerende har valgt deres egne veje, og det vil jeg gerne støtte, siger Ingvar Cronhammar, der – som en del af værket - har trukket lysende stier gennem området og hen til det vederkvægende vandhul i skovtykningen..
Den store landskabsinstallation er en fødselsdagsgave til Ingeniørhøjskolen Odense Teknikum, som fyldte 100 år i 2005 – og fusionerede med Syddansk Universitet året efter. Udgifterne på 3,5 millioner kroner dækkes således af donationer fra Ny Carlsbergfondet, OAK Foundation, Bikuben Fonden og Knud Højgaards Fond.
25.06.2007
Tilbage til nyhedsoversigten