Cand.med. er en kronisk tilstand som kan være arvelig, hed det sig i en af talerne til de nye medicinske kandidater på Syddansk Universitet
Der er tale om en kronisk tilstand, som kan være arvelig, for op til 30 procent har forældre med samme diagnose. Men heldigvis er prognosen god.
Sådan blev tilstanden cand.med. præsenteret, da de nye medicinske kandidater fredag eftermiddag aflagde lægteløfte på Syddansk Universitet.
To af kandidaterne Anders Møllekær og Tine Sælensminde stod for præsentationen ”Three steps of becoming af doctor” i deres veloplagte og humoristiske fællestale, og de kunne blandt andet berette, at en af komplikationerne ved tilstanden cand. med. er, at man mister evnen til at udtrykke sig på almindeligt dansk. Det er en komplikation, som forværres med tiden og kan føre til social isolation, fordi der efterhånden vil være meget få mennesker, der forstår, hvad man siger.
De 84 nye kandidater aflagde lægeløftet, hvor de blandt andet forpligter sig til at anvende deres kundskaber med flid og omhu til samfundets gavn, og til at bære lige samvittighedsfuld omsorg for den fattige som for den rige.
Løftet blev formuleret i 1815, men Mogens Hørder, dekan for Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, kunne fortælle, at det netop har været igennem et sprogligt og indholdsmæssigt serviceeftersyn, hvor konklusionen lød: ”Lægebudskabet er så godt formuleret, at det dårligt kan siges bedre”. Derfor var ordlyden fredag den 29. juni 2007 den samme som for 192 år siden.
29.06.2007
Tilbage til nyhedsoversigten