En sensor, der kan måle uren luft, en robot, som kan polere ekstremt præcis samt en intelligent gasmåler får støtte af Højteknologifonden
Syddansk Universitet i Sønderborg er repræsenteret i tre ud af de i alt otte projekter, som Højteknologifonden i går bevilgede penge til. I alle tre tilfælde er det Mads Clausen Instituttet, som er involveret.
Et af projekterne handler om at udvikle et sensorsystem, der omgående kan fortælle, hvis der er uønskede partikler i komprimeret luft. Trykluftsystemer rummer nemlig ofte skadelige partikler, der kan ødelægge fødevarer eller skabe alvorlige infektioner hos patienter. I den farmaceutiske industri, i medicinbranchen, på bryggerier og i levnedsmiddelindustrien kan det medføre store tab, hvis en produktion må kasseres, fordi urenheder som skadelige faste partikler, oliedamp, oliedråber eller aerosoler udvikler sig uheldigt.
Andre samarbejdspartnere er virksomheden PAJ Systemteknik i Sønderborg samt Testo AG fra Tyskland. Højteknologifonden støtter projektet med syv millioner kroner.
Et andet projekt går ud på at skabe robotter, der kan polere værktøj, så det holder længere.
I dag foregår den sidste polering af avancerede værktøjer manuelt. Det er dyrt, men det største problem er, at poleringen ikke kan blive ensartet fra gang til gang. Men netop præcision og levetid er afgørende for værktøjer, der skal bruges til at fremstille alt fra turbineblade til vandkraftværker og tandhjul i bilens differentiale.
Derfor vil en projektgruppe forske i udvikling af et industrielt robotbaseret maskinpolersystem, som kan frembringe den ønskede funktionelle overflade ved hjælp af højteknologi.
Højteknologifonden har bevilget knap otte millioner kroner til forskningsprojektet, der udføres af et konsortium, som ud over Syddansk Universitet består af virksomheden STRECON A/S i Sønderborg samt DTU i Kgs. Lyndby.
Det tredje projekt drejer sig om at skabe gasmålere, der kan spare forbrugeren for både penge og CO2-udslip.
Gasteknologi-firmaet Flonidan DC A/S i Horsens og Mads Clausen Institut for Produktinnovation ved Syddansk Universitet vil udvikle den intelligente gasmåler, og det kræver integration af mekanik, elektronik og software, sensorer og aktuatorer. Højteknologifonden har bevilget knap fem millioner kroner til projektet.
Læs mere på www.hoejteknologifonden.dk/
19.12.2007
Tilbage til nyhedsoversigten