Institut for Statskundskab får ny mand på broen
Den 1. november tiltræder Poul Skov Dahl som ny institutleder på Institut for Statskundskab.
Han er 37 år gammel og uddannet cand.oecon og ph.d. i statskundskab fra Syddansk Universitet. Poul Skov Dahl kommer fra en stilling som projektchef og medlem af ledergruppen i
Niras Analyse & Strategi, hvor han har haft det overordnede ansvar for konsulentopgaver, projektledelse samt ansvar for strategisk udvikling af forretningsenheden Analyse & Strategi.
Sideløbende har han været ekstern lektor ved SDU, ligesom han har løst et utal af konsulentopgaver i den offentlige sektor.
- Institut for Statskundskab har inden for de seneste 10 år været præget af en kraftig vækst i antallet af medarbejdere og studerende. Den væsentlige opgave for den kommende institutleder bliver derfor at videreudvikle og prioritere instituttets forskningsområder og konsolidere uddannelserne inden for statskundskab og journalistik samt at udvikle organisationen for hele medarbejdergruppen, siger Jesper Strandskov, som er dekan ved Det Samfundsvidenskabelige Fakultet. Han tilføjer:
- Med den solide forsknings- og ledelsesbaggrund, Poul Skov Dahl kommer med, er jeg sikker på, at denne opgave vil lykkes i et tæt og konstruktivt samarbejde med instituttets medarbejdere.
07.10.2010
Tilbage til nyhedsoversigten