Ingeniørstuderende modtog i alt 105.000 kroner for idé, der skal modvirke depressioner
Gitte Westh, der er ingeniørstuderende ved Syddansk Universitet, hvor hun læser integreret design, har netop modtaget præmier for 105.000 kroner. Det skete, da ’Danmarks bedste idé på Fyn’ blev kåret.
Hun har en idé til, hvordan man kan bruge den nye lysteknologi, LED-lys, til at modvirke depressioner og tungsind. En spændende tanke med stort kommercielt potentiale, vurderede dommerpanelet.
Gitte Westh vandt både førstepræmien på 25.000 kroner og en særpris på 80.000 kroner, der blev givet til den idé med det største forretningsmæssige potentiale. Prisen indebærer undersøgelse af patentrettigheder, teknologisk vurdering og markedsundersøgelse.
Flere priser til ingeniørstuderende
En anden gruppe af Integreret Design-studerende løb med både tredjepræmien på 5000 kroner og en miljøpris på 10.000 kroner. Deres idé løser problemet med spild af diesel og benzin ved tankning andre steder end på tankstationer.
Det er erhvervsfremmekontoret Udvikling Odense, som for andet år i træk deler priser ud til iværksættere og opfindere. Konkurrencens formål er at få de fynske ideer frem i lyset og hjælpe iværksætterne med at komme fra den gode idé til et salgbart produkt.
10.06.2010
Tilbage til nyhedsoversigten