Professor Poul Nielsen og professor Jan Mollenhauer modtog i går Fyens Stiftstidendes Forskerpris.
Der blev talt en del om molekyler og gener, da Fyens Stiftstidende i går overrakte sin årlige forskerpris. For begge prismodtagere arbejder på hver sin måde med livets små byggesten.
Behandling af kræft
Professor Jan Mollenhauer (tv i billedet) er fra Institut Molekylær Biologi og forsker i at udvikle nye kræftbehandlingsformer. Han udvikler analysemetoder, der kan identificere gener, som enten hæmmer eller fremmer udviklingen af kræft.
Jan Mollenhauer, der blev ansat på SDU i 2008, betegnes i indstillingen til prisen som energisk, original og initiativrig. Han har på rekordtid formået at samle forskere og studerende til et forskningsprojekt, der blandt andet skal afdække, hvordan man kan designe individuel medicin ved at målrette molekylerne.
Kunstigt DNA
Poul Nielsen, 40 år, får prisen for at være en dygtig og vellidt underviser og fordi han er internationalt anerkendt som medopfinder af det kunstige dna kaldet LNA. Opfindelsen, der blev gjort sammen med SDU-professor Jesper Wengel , har helt unikke egenskaber, som åbner store potentialer inden for lægemidler. Derfor har den blandt andet skabt grundlag for flere virksomheder, blandt andre odenseanske RiboTask.
Begge prismodtagere modtog et diplom og 15.000 kroner. De kvitterede med korte foredrag om deres forskningsfelter.
28.04.2010
Tilbage til nyhedsoversigten