Pengene skal bruges til at afdække et skjult gen, der kan være årsag til brystkræft
Professor Jan Mollenhauer, 40 år, har fået tildelt Ingeborg og Leo Dannins Legat for Videnskabelig Forskning på 300.000 kr.
Jan Mollenhauer arbejder i Medicinsk Bioteknologisk Center på Institut for Medicinsk Biologi, og pengene skal bruges til hans arbejde med gen-forskning i forbindelse med brystkræft.
Tidligere forskning har blotlagt mange højrisiko-gener, men de udgør kun en lille del af den genetiske risiko for at udvikle brystkræft. Og det kræver meget store undersøgelser af tusinder af patienter at kortlægge de resterende gener.
Men der kan også eksistere skjulte gener, som ikke kan findes ved disse store undersøgelser, og et af dem vil Jan Mollenhauer forsøge at afdække, for det ser ud til både at være årsag til Crohn's sygdom og brystkræft.
Fra Tyskland til SDU
Jan Mollenhauer tog sin kandidatgrad i biologi i 1994 ved universitetet i Køln, hvorefter han blev ansat ved Afdeling for Molekylær Genom-Analyse ved Det Tyske Cancerforskningscenter i Heidelberg. Han blev i 2001 forskningsleder ved Det Tyske Cancerforskningscenter i Heidelberg. Forskningscentret hører under The Helmholtz Association, der er Tysklands største forskningsorganisation.
Siden 2008 har han været professor i molekylær onkologi ved Syddansk Universitet.
Ingeborg og Leo Dannins Legat for Videnskabelig Forskning blev stiftet i 1978 med baggrund i en kapital, som Leo Dannin opbyggede gennem sit arbejde som landsretssagfører med virke specielt inden for ejendomssektoren
26.03.2009
Tilbage til nyhedsoversigten