Jesper Bo Nielsen, institutleder på Sundhedstjenesteforskning, er udpeget til professor.
Institutleder Jesper Bo Nielsen er udnævnt til professor med særlige opgaver i medicinsk risikovurdering og kommunikation.
Jesper Bo Nielsen har været lektor i miljømedicin ved SDU i knap tyve år og institutleder ved Institut for Sundhedstjenesteforskning de seneste fem. Han fortsætter som institutleder sideløbende med varetagelsen af professoratet.
Professoratet knyttes til Forskningsenheden for Almen Praksis, hvor en stor del af Jesper Bo Nielsens eksisterende forskning omkring risikokommunikation foregår. Et tilbagevendende tema for hans forskning de seneste år har været entydig og forståelig formidling af risiko til læger samt mellem læger og patienter.
Der er et stort ønske om at inddrage patienter i beslutninger om deres egne behandlingsforløb. En vigtig forudsætning for, at det skal lykkes er dog, at lægerne selv forstår de mål for risiko, der findes, og at de kan videreformidle denne viden korrekt og forståeligt.
En anden forudsætning er en bedre forståelse af de faktorer, der helt individuelt påvirker menneskers oplevelse af risici og forskellige valg i hverdagen.
16.05.2011
Tilbage til nyhedsoversigten