Direktør på Statens Institut for Folkesundhed, Morten Grønbæk, bliver formand for nyt råd, der skal give større viden om sundhed
Professor, dr. med. Morten Grønbæk, direktør på Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet, er blevet valgt som formand til det nyoprettede Vidensråd for Forebyggelse. Rådet skal give større viden om sundhed og hjælpe med at finde hoved og hale i alle de mange sundhedsbudskaber, der florerer i sundhedsdebatten. Hvad er fup og hvad er fakta? Er kaffe for eksempel skadeligt og er det godt for helbredet at drikke et glas rødvin om dagen?
Det er Trygfonden og Lægeforeningen, der har oprettet rådet, der er uafhængigt og som hurtigt og frit skal kunne tage emner op inden for udvalgte samfundsrelevante områder.
Stærk faglig stemme
- Formålet med at etablere Vidensråd for Forebyggelse er at skabe en stærk, faglig stemme i debatten om sundhed og forebyggelse. Rådet kommer til at bestå af en række fremtrædende forskere, som har stor viden inden for sundhed og forebyggelse. Rådet skal skabe overblik over al den viden, der findes på et givent område. Dermed får vi belæg for at sige, om noget er sundt eller ej – eller måske finder vi ud af, at der kun er begrænset eller ingen viden på området. På den måde kan vi forhåbentlig være inspirator for, at beslutninger om forebyggelse og sundhedsfremme overalt i samfundet bliver taget på et kvalificeret grundlag, siger Morten Grønbæk.
En treårig periode
Udover Morgen Grønbæk kommer det nye Vidensråd for Forebyggelse til at bestå af en næstformand og 13 medlemmer, der bliver indstillet fra 26 faglige institutioner og selskaber.
Rådet bliver oprettet for en treårig periode som et samarbejde mellem TrygFonden og Lægeforeningen, som bidrager med henholdsvis 17 og 2 millioner kroner. Rådet vil fysisk blive placeret hos Lægeforeningen på Østerbro i København.
10.01.2011
Tilbage til nyhedsoversigten