Syddansk Universitet tager unik idrætsbygning i brug. Den henvender sig både til elite, sunde og syge
Syddansk Universitet i Odense har fået en ny idrætsbygning, som er opført efter et koncept, der endnu ikke er set andre steder.
De 3800 kvadratmeter indeholder blandt andet det mest moderne fitness- og træningscenter i Europa, en tværfaglig forskningsklinik, en genoptræningssal samt et laboratorium for leg og innovation.
De nye faciliteter skal bruges af mange forskellige målgrupper. Forskere inden for idræt, fysioterapi, kiropraktik, medicin psykologi bliver sammen med studerende nogle af dem. Handicappede og patienter, der skal genoptrænes, er andre.
Også landets bedste sportsudøvere vil med fordel kunne teste formen og finpudse detaljer i de nye laboratorier eller på det tilstødende atletik-eksperimentarium.
- Vi har virkelig bestræbt os på at være visionære og tænke fremtidens behov ind i konceptet, fortæller Jørgen Povlsen, som er leder af Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet.
Wozniacki kan analysere sin serv
I bevægelseslaboratoriet er der eksempelvis opstillet 16 kameraer, som i 3D- format kan registrere 600 bevægelser i sekundet. Her vil en Caroline Wozniacki kunne analysere sin serv og en Thomas Bjørn nærstudere sit golfsving.
Kameraerne kan også bruges til at give en præcis status på en patient, der er i genoptræning.
I fitnesscentret, som er indrettet efter anvisninger fra motionsekspert og lektor ved SDU, Morten Zacho, står den nyeste generation af interaktive maskiner. De er udstyret med software, som uploader brugernes præstationer, og disse data kan bidrage til at optimere træningsprogrammet. Desuden kan brugeren via skype kontakte sin private instruktør eller terapeut, som kan analysere de enkelte øvelser.
Samtidigt kan de indsamlede data bruges af forskerne til forskellige projekter om træningsmængder og opnåede effekter.
Løbebånd med sensorer
Men den nye idrætsbygning henvender sig ikke kun til sportseliten. Syddansk Universitet har en lang tradition for at forske i forebyggelse og rehabilitering. Derfor er de nye faciliteter også indrettet, så patienter der deltager i forsøg med genoptræning og nye behandlingsformer, kan få glæde af dem.
Et løbebånd, spækket med sensorer, kan eksempelvis fortælle om patientens motoriske færdigheder. Og til mere belastede personer er der elevator til båretransport, og der er en separat træningssal med maskiner, som er designet til handicappede og eksempelvis kørestolsbrugere.
Afsnittet indeholder også en tværfaglig forskningsklinik med fire klinikrum, udstyret med knoglescannere og ultralyds-udstyr, ligesom der er afsat en sektion, hvor patienter kan tale med sundhedspsykologer.
- Den nye bygning afspejler, at vores forskning favner meget bredt fra eliteidræt over sundhed til velfærdsteknologi, fortæller Jørgen Povlsen.
Udgangspunktet er Active Living
De fysiske rammer tager udgangspunkt i temaet Active Living. Det er et internationalt koncept, der handler om at integrere fysisk aktivitet i hverdagen.
Konceptet indgår i verdenssundhedsorganisationen WHO’s overordnede strategi, og målsætningen er at skabe nogle rammer, der stimulerer folk til at bevæge sig mere i dagligdagen – både på jobbet og i fritiden.
Derfor indeholder det nye hus trapper, ramper, redskaber, baner, ja selv kunst, som appellerer til fysisk aktivitet.
Og lige ved siden af er universitetets øvrige idrætsfaciliteter i forvejen er placeret.
Her er blandt andet svømmehal, squashbaner, boldspilshaller og et atletikstadion, der netop er bygget om for 12 millioner kroner. Det fremstår nu som et utraditionelt atletik- og bevægelseseksperimentarium, der med bakkede landskaber og anderledes løbebaner både skal appellere til aktive atletikudøvere samt til borgere, der blot ønsker at bruge området til leg og uforpligtende aktiviteter.
Desuden er den langsigtede vision at bygge en Active Living Park på 60 hektar på et grønt område ved siden af. Parken skal være et stort eksperimentarium inden for det sunde og aktive liv gennem leg, motion og bevægelse.
Hele området skal samtidigt give forskere ny indsigt i sammenhænge mellem fysisk aktivitet, bevægelse og sundhed.
Af Kent Kristensen, kk@sdu.dk
Foto: Dan Gabay
Se hele artiklen i Ny Viden: