Syddansk Universitet er med til at udvikle digitalt læringsmiljø for folkeskolelever til det nye Danmarks Akvarium, Den Blå Planet
Oplev pincetfisken og stillehavsblæksprutten gennem en iPad. Eller rettere: kombiner det at se på de mange havdyr i Danmarks Akvarium, Den Blå Planet, med ekstra viden igennem en iPad.
Nogenlunde sådan kommer tilbuddet til at lyde til landets 6.-8. klasser, når akvariet til efteråret åbner et helt nyt, digitalt undervisningsforløb.
Med til at udvikle det digitale læringsmiljø er ph.d.-studerende Sigurd Trolle Gronemann, Syddansk Universitet. Som en del af hans ph.d.-projekt undersøger han, hvordan unge bruger sociale medier på naturvidenskabelige museer, samt hvordan deres brug lever op til det mål, der er stillet op for eksempelvis undervisningsmiljøet på Den Blå Planet.
- Vi vil gerne have dem til at opleve fiskene igennem iPads, men hvordan sikrer vi, at de unge ikke bare kun kigger på iPad’en og ikke på fiskene? Til det formål har vi udviklet nogle små film om de forskellige dyr, hvor eleverne får stillet en opgave, som de kun kan løse, hvis de bruger tid på at kigge på de fisk, der svømmer rundt, forklarer Sigurd Trolle Gronemann.
Museer er interesserede i sociale medier
Et digitalt undervisningsmiljø, hvor brugeren skal navigere rundt via en iPad er ikke i sig selv revolutionerende. Men i museumsverdenen er det:
- Mange museer er interesserede i de sociale medier, fordi de kan se, at det er en vej at få fat i yngre mennesker. Men meget få museer har haft den store succes med at forsøge sig. Mit projekt indikerer allerede, at det opleves positivt, at der er en digital dimension også, for skoleelever i dag vokser jo op i en digital verden, hvor de ser det som naturligt, siger Sigurd Trolle Gronemann.
Det digitale undervisningsmiljø vil være tilgængeligt også for skoleklasser, der ikke kommer på besøg på akvariet, ligesom lærere og elever, der besøger museet vil kunne benytte den digitale platform både før og efter besøget.
Af Dea Sørensen, deas@sdu.dk
Se artiklen i Ny Viden:
