Hvornår trives børn? Og hvad forstår vi ved trivsel? Forsker spurgte en række børn, og det kom der overraskende svar ud af.
- Her har I hvert et kamera. Når I ser noget, som gør jer glade, så tag et billede af det.
Sådan lød beskeden fra lektor Anette Boye Koch til en række børnehavebørn. I den efterfølgende tid fotograferede børnene på livet løs, og i alt blev det til omkring 200 fotos.
Da Anette Boye Koch senere gennemgik motiverne sammen med pædagoger og børn, var der især én ting, som slog hende.
Der var stort set ikke voksne med på billederne.
- Børnene havde især taget mange billeder af deres venner og af de steder, de leger med deres venner. Så det, der betyder noget i forhold til deres trivsel, er i høj grad de andre børn, siger Anette Boye Koch.
- Det er selvfølgelig ikke det samme som, at de voksne er ligegyldige. De kan trøste, løse konflikter og hjælpe de børn, som måske ikke er en del af fællesskabet. Og desuden er det dem, som sikrer de overordnede rammer i børnehaven, tilføjer hun.
Tilbragte to måneder i en børnehave
Anette Boye Koch har netop forsvaret sin ph.d.-afhandling ”Når børn trives i børnehaven” ved Syddansk Universitet.
Undervejs i sin forskning har hun tilbragt to måneder på feltarbejde i en børnehave i Odense. Her har hun blandt andet interviewet pædagoger, forældre og børnehavebørn i femårsalderen.
Og netop de manglende voksne på børnenes foto fandt hun meget interessant.
- Det overrasker mig, at børnene ikke tilskriver voksne større værdi i hverdagen. De blev i stedet tildelt en rolle som statister i et miljø, hvor børnene skabte deres egen identitet og værdier. Der var tale om en slags undergrundsliv, hvor de opfandt deres egne lege og regler, og hvor de udfordrede det, som de voksne sagde, fortæller Anette Boye Koch.
Mere fokus på trivsel
En anden væsentlig del af Anette Boye Kochs afhandling handler om, hvad vi egentlig forstår ved trivsel.
- Alle taler om, at børn skal trives, og ifølge dagtilbudsloven er det også en politisk målsætning, at pædagogerne skal skabe trivsel i daginstitutionerne. Men vi har sjældent en entydig definition på, hvad vi forstår ved trivsel, påpeger Anette Boye Koch.
Hun håber at komme til at forske yderligere i trivsel. Hun er især interesseret i mere viden om, hvordan børnene selv opfatter trivsel, og hvad der kendetegner den ideelle pædagog set med børneøjne.
Børn kan nemlig have en helt anden holdning til trivsel end voksne.
Anette Boye Kochs ph.d.-afhandling er en del af et stort forskningsprojekt, hvor forskerne talt med omkring 661 børnehavebørn i Odense Kommune. Læs mere om børnehaveprojektet på Syddansk Universitet
Af Kent Kristensen, kk@sdu.dk
Se artiklen i Ny Viden: