Center for Journalistik dokumenterer, hvilke aktuelle nyheder danskerne deler på de sociale medier. Mange handler om politik – og så er historier om dyr altid populære.
”Øl gør mænd klogere” lød overskriften på en nyhed, som Ekstra Bladets netavis bragte i april sidste år. Det udsagn gik rent ind hos mange læsere, ikke færre end 14.638 valgte at dele den med deres netværk på Facebook, 7.450 anbefalede den, og 12.522 skrev en kommentar til den på Facebook. Og dermed blev historien om, at et par pilsnere skærper evnen til at løse opgaver, til den mest virale nyhed på Facebook i 2012.
Det viser en opgørelse fra Center for Journalistik på Syddansk Universitet. Centret har – med journalistisk lektor Filip Wallberg som ophavsmand – udviklet en tjeneste, der dokumenterer, hvilke aktuelle historier danskerne deler, anbefaler og kommenterer på Facebook, Twitter og Google+.
Sensationelle videoer og historier om dyr – som f.eks. ”Fuld elg sidder fast i træ” - er altid populære. Men det er oftest nyheder om politik, der sendes videre til venner, familier, kolleger m. fl. De skal dog være meget skarpt vinklede, lette at forstå og helst handle om en kendt politiker for at vække interesse.
Læsere bliver redaktører
- Facebook handler om mere end det døde egern i din baghave, søde børn og billeder af kage. Der er også plads til journalistik, og derfor skal vi her på centret – både i undervisningen og i forskningen – interessere os for de nyheder, der finder vej til Facebook, siger Filip Wallberg.
Han peger på, at Facebook og andre sociale medier kan få nyhedsstrømme til at ændre kurs, fordi de traditionelle medier ikke længere har monopol på at udvælge, hvad vi skal se, læse eller høre.
- Tidligere var det alene medierne, som udvalgte, producerede og prioriterede nyhederne. Men i takt med, at brugerne tager sociale platforme til sig, svækkes den rolle. Med Facebook overtager den enkelte bruger og brugerens netværk den magt, som medierne og redaktørerne indtil for få år siden havde eneret på. En historie kan med få klik deles med et netværk, og den enkelte brugers netværk bliver på den måde en ny redaktør, der samler og præsenterer indhold, siger Filip Wallberg.
Det er dog langt fra alle nyheder, der får et liv på Facebook. En undersøgelse, der bygger på 260.000 historier fra syv landsdækkende medier, viser, at 41 procent af historierne hverken er blevet delt, anbefalet eller kommenteret på Facebook.
Det oprindelige omdrejningspunkt for centrets projekt, som kaldes ”I like”, er en robot, der er programmeret til at spørge Facebook, Twitter og Google+, hvor mange gange en historie er blevet delt, anbefalet og kommenteret. I første omgang spurgte den efter fem dage. Men fornylig har Filip Wallberg lanceret en ny tjeneste ”viralnews”, som giver et aktuelt overblik.
- Det betyder, at vores tjeneste også får en nytteværdi for nyhedsjournalister. De kan bruge den i deres daglige arbejde til at finde ud af, hvad der her og nu optager en masse læsere, seere og lyttere, siger Filip Wallberg.
”viralnews” overvåger nu 121 landsdækkende, regionale og lokale medier..
Af Bente Dalgaard, bda@sdu.dk
Se artiklen i Ny Viden: