Fordomme under forandring

Få boligformer er så udskældte som parcelhuset. De store villakvarterer fra 70’erne er nærmest blevet symboler på Hr. og Fru middelklasse-Danmark, og ord som konforme, kedelige, materialistiske, åndsforladte står i kø, når kritikere spidder parcelhusforstaden.Men måske er der oprejsning på vej.

Kulturforsker Mette Mechlenborg fra Syddansk Universitet har i sin ph.d.-afhandling ”Rundt om webergrillen” kikket nærmere på parcelhusforstaden, som for 40-50 år siden definitivt ændrede danskernes boligideal og leveform.  I dag bor mere end 2,5 millioner danskere i 1,1 millioner parcelhuse.
-  Det har ofte undret mig, at danskerne nærer så stærke følelser for parcelhuset. Det omtales aldrig neutralt; enten elsker vi det, eller også afskyr vi det, siger Mette Mechlenborg.

Men der er en opblødning af de skarpt optrukne fronter på vej. For samtidig med, at der er et generationsskifte i gang ude i de store parcelhuskvarterer fra 1970’erne, bliver parcelhuset stadig mere synlig i kunst, litteratur, film og tv. Og det afføder andre tolkninger af de myter og fordomme, som omkranser parcelhusforstaden.

Et ikke-sted

- Helt tilbage til Holger Drachmann omkring år 1900 har der været en opfattelse af forstaden som et kulturelt forarmet sted, og arkitekter og kultureliten har nærmest betragtet forstaden som et ikke-sted. Derfor har parcelhusforstaden fyldt meget lidt i litteratur og kunst, siger Mette Mechlenborg.

Men interessen for parcelhuset og forstaden har været voksende i de seneste 10-15 år, og det skyldes ikke mindst, at der er kommet en generation af kunstnere, som selv er vokset op i parcelhuse. De kender til hudløshed fordommene om forstaden, både den positive kliché, hvor parcelhuset ses som idealet for det gode og harmoniske kernefamilieliv og den negative, hvor huset betragtes som symbol på middelklassens selvtilstrækkelighed og materialisme.
- Der er en f.eks. tendens til, at man går bag om klicheerne og leger med dem for at nuancere det polariserede billede, som præger vores opfattelse af parcelhusforstaden, siger Mette Mechlenborg. 

Den ironiske distance

- TV-serien Lærkevej er et godt eksempel. Den tager udgangspunkt i en af de mest indgroede fordomme om livet i parcelhusforstaden: nemlig at det tager sig så pænt ud udadtil, men inden for krakelerer facaden. Serien spiller på sin bevidsthed om fordommene og udbasunerer dem, så alle kan grine med på, at kvinderne bestemmer det hele, at mændene er slatne, og at alt ligner hinanden m.m. Med sin ironiske tilgang tager Lærkevej den negative klang ud af fordommene, siger Mette Mechlenborg.

På fotoet ses ”Verdensbillede” – en installation af Lars Bent Petersen fra 1992.

Af Bente Dalgaard, bda@sdu.dk