Undersøgelser viser, at antallet af psykose-diagnoser er dramatisk højere blandt kvinder, der senere i livet udsættes for voldtægt
Mange kvinder, der udsættes for voldtægt, får traumer, som følger dem i årevis. Men også inden voldtægten udviser en del af kvinderne større psykologisk sårbarhed end deres jævnaldrende. 
-Vi kan se, at de har langt flere psykoser og angstdiagnoser, og at de går hyppigere til læge. De har ofte meget at slås med og er i det hele taget dårlige til at tage vare på sig selv, siger professor Ask Elklit fra Videnscenter for Psykotraumatologi på Syddansk Universitet.
Han har sammen med Center for Voldtægtsofre i Århus lavet en række undersøgelser, der viser voldtægtsofres særlige sårbarhed – både før og efter overgrebet, og den høje forekomst af psykoser inden overgrebet har overrasket ham. Hvis man sammenligner med andre jævnaldrende, er antallet af diagnoser 19 gange højere hos de kvinder, som senere i livet udsættes for voldtægt.
-Det viser, at vi bør interessere os mere for, hvem der udsættes for voldtægt. Der er ikke forsket særlig meget i de psykologiske forhold i forbindelse med voldtægt, og det skyldes formentlig, at voldtægtsofre udgør en meget lille gruppe, siger Ask Elklit.
Kvinderne har svært ved at tale om problemerne
Han peger på, at de problemer, som kvinderne har før voldtægten, kan gøre det endnu sværere for dem at tackle de psykologiske problemer, der opstår efter et overgreb.
-De fleste voldtægtsofre er under 20 år, så mange af dem bor stadig hjemme. Men de hænger måske ud med de forkerte venner, drikker sig stive til fester, mangler støtte fra forældrene – og er generelt mere belastede end deres jævnaldrende, siger Ask Elklit.
-I langt de fleste tillfælde – 70 procent – kender kvinderne deres gerningsmand. De har måske været til fest sammen og følges hjem eller kommer i de samme kredse. Men selv om de søger akut hjælp på Center for Voldtægtsofre, kan det være svært at overbevise dem om, at de har været udsat for noget, der er så voldsomt, at de har brug for længerevarende hjælp, siger han.
Kun kort kontakt med psykologer
Når kvinderne kommer på en af landets syv centre for voldtægtsofre, bliver de spurgt, om de vil snakke med en psykolog. Det vil de fleste gerne, men især de unge kvinder dropper hurtigt ud. Når de efter et par samtaler med psykologen oplever, at de kan snakke om overgrebet uden at græde, og at de igen kan sove om natten, siger de farvel og tak. Kvinderne vil lægge overgrebet bag sig og videre med deres liv.
Men statistikken viser, at det langt fra altid lykkes. For risikoen for at få en angstdiagnose stiger seks gange efter en voldtægt, selv når man tager højde for den forhøjede risiko før voldtægten.
-Der er mange andre indikatorer på, at følgerne af en voldtægt påvirker kvindernes liv i meget negativ retning. De har fire gange større risiko for at få hjerte-karsygdomme, de går mere til læge, er oftere enlige og flytter langt oftere end andre, siger Ask Elklit.
Af Bente Dalgaard, bda@sdu.dk
Læs hele artiklen i Ny Viden:
