De lange slanke racerbiler er kørt i position og venter nu kun på, at det røde lys bliver grønt.
Kørerne i de åbne cockpits dirrer af koncentration. Forude ligger en af verdens mest berømte formel 1-baner med 18 sving og en langside, der vil presse motor og mandskab til det yderste.
Brølet fra de 20.000 tilskuere brager gennem den varme luft, da løbet sættes i gang.
Den hvide racer fra Syddansk Universitet accelerer fra 0 til 100 km på under fire sekunder og får en god start på Silverstone-banen i England.
Racerløb for universiteter
Sådan håber de ingeniører-studerende ved Syddansk Universitet, at det kommer til at gå, når de fra den 11. juli og fire dage frem skal deltage i verdens største racerløb for universiteter. Her står de studerende selv for at designe, konstruere og bygge deres racerbil. Det er også blandt dem selv, at kørere, mekanikere, marketingsfolk og øvrige stab skal findes.
Syddansk Universitet stiller som eneste danske repræsentant med en nyudviklet el-racer.
- Det giver os selvfølgelig nogle store udfordringer, fordi der endnu ikke er så mange erfaringer på området. Blandt andet skal vi have udviklet en boks til 50 kilo batterier, som både er let og praktisk at komme til. Samtidigt skal den yde tilstrækkelig beskyttelse ved kollision, siger lektor Karsten Holm Andersen og tilføjer, at de studerende også har været på sikkerhedskursus, fordi de arbejder med høje spændinger og store strømme.
Samme teknologi som i robotterne
Beslutningen om at skabe en elektrisk racer, skyldes flere ting. Det er grøn teknologi. Og det er samme grundlæggende teknologi, som Syddansk Universitet arbejder med i sin robotforskning. Så måske kan de studerende opbygge en erfaring, som kan overføres til eksempelvis mobile robotter.
- Desuden bør elmotoren også være mindre sårbar, for den består af færre komponenter end en almindelig forbrændingsmotor. Der er heller ikke nogen gearkasse, så forhåbentlig er den også nemmere at køre, siger Simon Mellergaard, der er teamkaptajn på SDU-Vikings, som racerteamet fra Odense hedder.
I praksis betyder det, at han uddelegerer de forskellige opgaver og sikrer, at indbyrdes aftaler og deadlines overholdes.
Han læser til diplomingeniør i maskinteknik og håber at være en af dem, der skal sidde bag rattet på banen i England.
Kørere skal udvælges
Ifølge reglerne skal teamet stille med fire kørere, og da der er flere, som ønsker at iføre sig den brandsikrede køredragt og hjelm, udvælges de fire efter en række konkurrencer. I løbet af foråret skal de studerende således teste evnerne på en gokart-bane samt på et køreteknisk anlæg, hvor de skal tumle nogle af de racere, som fakultetet tidligere har bygget.
- Men det handler ikke bare om at kunne køre stærkt på langsiden. Det er især accelerationerne og nedbremsningerne, der tæller på Silverstone, fortæller Simon Mellergaard.
Af Kent Kristensen, kk@sdu.dk
Læs også: Racerløb for studerende
Læs hele artiklen i Ny Viden:
