Forskere undersøger, om man kan udvikle flere filmtalenter ved at gøre som i sportens verden
Kan man få en filminstruktør til at spise efter en kostplan? Til at sove på aftalte tidspunkter? Eller til at øve den samme lyssætning tusindvis af gange?
Og vil det i sidste ende gøre personen til et større talent i filmbranchen?
Sådan spørger medieforsker Heidi Phillipsen fra Syddansk Universitet. Og selv om hun understreger, at spørgsmålene er sat på spidsen, er de ikke taget ud af det blå.
Tværtimod er de virkeligheden for mange talenter i sportens verden.
Derfor står Heidi Philipsen i spidsen for et usædvanligt forskningsprojekt, hvor medie- og idrætsforskere fra Syddansk Universitet sammen vil se, om filmbranchen kan bruge noget fra sportens måde at udvikle talenter på.
- I sportens verden har udøverne en mere systematisk tilgang, og det kan vi måske lære noget af. I hvert fald er der ikke samme tradition i filmbranchen for at forske i eliteudvikling. Så et af formålene med projektet er at få en mere strukturereret viden, fortæller Heidi Philipsen.
Hun tilføjer, at sportsfolkene til gengæld kan have interesse i at følge den leg og kreativitet, der er i filmiljøet.
Øvelser skal gentages 10.000 gange
Tidligere forskning viser, at man skal gentage en øvelse 10.000 gange for at mestre den.
For lektor Heidi Philipsen handler det om at undersøge, om sådan en struktureret tilgang giver mening i filmbranchen.
- Her er udøverne nok vant til at leve på colaer og pizzaer og arbejde igennem hele natten, hvis inspirationen er der. Derfor er det en provokerende tanke, hvis de pludselig får at vide, at de skal gå tidligere i seng eller spise sundere. Eller hvis de får tilknyttet en mental coach, siger medieforskeren.
Filmskolen har succes med regler
Hun understreger, at der allerede findes regler i filmbranchen – eksempelvis har Den Danske Filmskole haft succes med at opstille særlige betingelser og produktionsregler for sine studerende.
- Men hvert filmværksted i landet har sine egne normer, og der findes ingen samlet viden om, hvordan de virker, påpeger Heidi Philipsen og tilføjer:
- Måske kan vi lære noget fra sportsudøverne, hvor man dedikerer sig til en sportsgren i stedet for at sprede sig ud. Og hvor man fokuserer på det, man er god til i stedet for at forsøge at forbedre sine svage sider.
SDU-forskeren har tidligere skrevet en ph.d.-afhandling om, hvordan de stramme dogme-regler fra 1995 og andre begrænsninger i virkeligheden kan skabe kreativitet.
- Jeg tror på, at man skaber talenter ved at afgrænse deres muligheder. Derfor kan det godt være, vi ender vi med at konkludere, at filmtalenter ikke skal styres, og at vi ikke kan bruge noget fra sportens verden. Det vigtigste er, at vi får en systematisk viden, som vi fremadrettet kan bruge, påpeger Heidi Philipsen.
Læs også: Talenter kræver særlige vilkår
Af Kent Kristensen, kk@sdu.dk
Læs hele artiklen
