Syddansk Universitet satser stærkt på effektelektronik, der er en grundsten i al grøn energi.
Den gør det nemlig muligt at regulere og omsætte én energiform til en anden. Og det er alfa og omega i vedvarende energiformer som vind- og havmøller, smart grid-systemer, elbiler, solceller samt alle former for intelligent energiforbrug.
- Det gælder om at finde løsninger, der eksempelvis kan sikre en optimal integration af vindenergi i vores el-net. Hvis du skal have energi fra vindmøller eller solceller, skal den pågældende energi være stabil og have en form, der passer til de apparater, den skal drive. Reguleringen skal samtidig ske med mindst muligt tab af energi, fortæller Morten Nymand.
Han er lektor ved Institut for Teknologi og Innovation på Syddansk Universitet og står i spidsen for en forskningsgruppe, der ud fra forskellige vinkler arbejder med effektelektronik.
Samarbejde med sønderjyske virksomheder
De fleste af projekterne foregår sammen med en række sønderjyske virksomheder.
En af dem er teknologi-leverandøren Banke Accessory Drives, hvor målet er at omdanne støjende dieselkøretøjer som skraldebiler til lydløse og energieffektive køretøjer ved hjælp af et batteridrevet system. Projektet støttes økonomisk af Region Syddanmark.
I et fælles projekt med Danfoss Solar Inverters forsker parterne i optimering af energieffektiviteten i store solcelleanlæg som eksempelvis det 80 MW solcelleanlæg, der er under opførelse på den gamle NATO-luftbase i Eggebek syd for Flensborg.
I to andre projekter med Syddansk Energicenter er målet at forbedre virkningsgrad, størrelse og pris på effektelektronik til brug inden for elektriske køretøjer samt brændselscelle- og solcellesystemer.
SDU også med i landsdækkende projekt
Desuden er universitetet med i et nyt landsdækkende forskningsprojekt i effektelektronik. Det hedder “Intelligent and Efficient Power Electronics” (IEPE) og har et samlet budget på 108 millioner kroner, hvoraf Højteknologifonden bidrager med halvdelen.
I alt regner Morten Nymand med, at Syddansk Universitet opretter ni ph.d.-stillinger i forbindelse med de forskellige projekter. Tidligere i år indviede SDU et nyt laboratorium med effektelektronisk udstyr.
Effektelektronik stammer fra rumfart
Det er gennem rumfartsprogrammer, at effektelektronikken er blevet udviklet.
- Det var nødvendigt at lave en energiomsætning, som er meget lille og meget effektiv. Siden er teknologien blot blevet endnu bedre, fortæller lektor Morten Nymand, der selv har arbejdet hos Alcatel Space, som producerer elektroniske enheder til rumfartsindustrien.
Læs også: Grøn skraldebil på vej
Af Kent Kristensen, kk@sdu.dk
Fakta om effektelektronik
Verdens stigende behov for energi kræver energieffektive produkter, og effektelektronik er en del af løsningen. Teknologien kan bruges til at spare energi i eksisterende elektriske apparater lige fra mobiltelefoner til vaskemaskiner. Men det er især inden for vedvarende energi, at teknologien forventes at få stor betydning. Her skal særlige komponenter styre belastningen, da mængderne af eksempelvis vind- og solenergi ikke er konstante – og det er borgernes forbrug heller ikke.
Læs hele artiklen i Ny Viden:
