Verdens folkerigeste nation forsøger at brande sig på sin kulturarv – men vil samtidig fremstå som innovativ. En svær balancegang, mener SDU-forsker
Om få dage modtager den kinesiske forfatter Mo Yan årets nobelpris i litteratur. Han er en af Kinas mest berømte forfattere, men stort set ukendt i Vesten, hvor vi først og fremmest kender stormagten i Øst som en økonomisk og politisk magtspiller.
Men det billede er ved at ændre sig. Kina har i de senere år afsat enorme ressourcer til at udbrede kendskabet til kinesisk kultur og bløde op på sit hårde image udadtil, så en nobelpris til en vellidt forfatter, der ikke er kendt som systemkritiker, kunne ikke være kommet på et bedre tidspunkt.
- Vores opfattelse af Kina flytter sig meget hurtigt i øjeblikket – godt hjulpet på vej af finanskrisen. For bare 10 år siden havde vi næste udelukkende fokus på menneskerettigheder og var stærkt fordømmende over for Kinas hårde indenrigspolitiske linje, blandt over for Tibet. Vi var samtidig farvet af den frygt, som især USA, udtrykte over for Kinas stigende økonomiske og politiske indflydelse, I dag håber vi, at samarbejde med Kina kan trække os ud af finanskrisen, så holdningen er blevet mere ydmyg, siger ph.d.-studerende Signe Overgaard.
Hun er ansat på Institut for Design og Kommunikation i Sønderborg, hvor hun på andet år forsker i, hvordan Kina ønsker at præsentere sig selv for omverdenen, og hvordan denne præsentation bliver opfattet.
Inspireret af USA
- Kina har enormt meget hård magt, hvor de militært og økonomisk kan trække i tråde, der gør, at andre lande makker ret. Men den kinesiske regering indså for flere år siden, at frygten for Kina kunne skade landets interesser på længere sigt, fordi politisk uvilje kunne forhindre landet i at nå sine mål internationalt, siger Signe Overgaard.
Blød magt forekom derfor at være det næste logiske skridt for kineserne, hvis de ønskede at bygge et konstruktivt samarbejde med andre lande rundt om i verden. Og den kinesiske regering er tydeligvis er klar over, at landets politiske ideologi ikke har mange tilhængere uden for Kina, for der er ingen referencer til landets styreform eller udviklingsmodeller i det nye billede, som Kina forsøger at tegne af sig selv.
- Kina har valgt at fokusere på sin lange og stolte kulturarv og forsøger derigennem at profilere sig som en højt kultiveret nation med tradition for harmoni og fred med sine naboer, siger Signe Overgaard.
Mellem tradition og innovation
Spørgsmålet er dog om traditionel kinesisk kultur interesserer omverdenen. Kan forestillinger, hvor de medvirkende er klædt i folkedragter blive en efterspurgt kulturel eksportvare? Næppe, mener Signe Overgaard, for det er nutidens og ikke fortidens Kina, der interesserer, og det sætter den kinesiske regering i lidt af et dilemma.
“Moderne kinesisk kultur har ikke mange fans uden for Kina, og selv inden for landets grænser foretrækker unge ofte at lytte til musik fra Hong Kong Singapore, Taiwan og USA. Den smalle kultur vækker altså ikke interesse, og den brede populærkultur er i dag – ligesom i de fleste andre lande – stærkt påvirket af vestlig kultur – så det kniber for Kina at finde en form for modernitet at brande sig på, og derfor hiver man de gamle dyder ind og forsøger at give dem en mere universel karakter ”, siger Signe Overgaard.
Den taktik kan dog give bagslag på andre områder, vurderer hun, for Kina er også meget optaget af at fremstå som innovativ – og i den sammenhæng kan fokus på traditionel kultur gøre mere skade end gavn.
Af Bente Dalgaard, bda@sdu.dk
Se artiklen i Ny Viden:
